TENNIS COURT

Horroranmelder Zenia Johnsen om sit livs gys:

Jeg ved helt sikkert, at det startede med, at der var noget, jeg ikke måtte se. Det var for mit eget bedste. Fordi jeg var for lille. Så selvfølgelig sneg jeg mig over det kolde gulv, i bare fødder og bomuldsnatkjole, hen til stuedøren, som jeg gav et let og lydløst skub.

Planen kunne kun gennemføres, fordi fjernsynet stod perfekt placeret i forhold til sprækken i døren, og fordi min far altid slumrede hen i sin stol. Jeg tror, at det var et afsnit fra The Twilight Zone. Historien foldede sig ud i sort/hvid. Det var noget med en gammel dame og hendes fugl. Hun gik jo bare og passede sig selv, men pludselig dukker disse gustne typer op og gør ubegribelige og vederstyggelige ting imod hende. Fuglen skåner de. Dog.

Jeg var skræmt. Og forstenet. Fordi historien handlede helt enkelt om onde mennesker, der gjorde onde ting. Bare fordi.

Jeg havde ramt noget, kunne jeg mærke. Virkeligheden havde flere lag end lørdagskylling, Det lille hus på prærien og Eldorado med Jørgen Mylius.

Indtil nu havde jeg kun været bange for lokkere, de store fra 6. klasse og visse folkeeventyr. Men nu var der flyttet forvrængede stills af den gamle dame ind i min min hjerne.

Alligevel begyndte jeg at slæbe forfærdelige og uhyggelige bøger hjem fra biblioteket. Mit spæde og før så naive sind var korrumperet af gysets magt.

Når min forældre troede, jeg sov, læste jeg i virkeligheden om monstre, gengangere og onde overnaturlige kræfter. Phyllis Reynolds Naylor bøger om Heksens kat og Dennis Jürgensens Grønne øjne var især rystende læsning. Der var også noget med en Abehånd, der sneg sig ud af en bog og hen over dynen, når jeg grænsehysterisk forsøgte at tælle får for at falde i søvn.

Men det helt store point of no return der gav mig det sidste skub ud over kanten og ned i rædslen, kan helt præcist dateres til den lørdag eftermiddag jeg i sommeren 1986 blev invitereret hen til en kammerat, hvis forældre havde taget lån i rækkehuset for at købe sådan en nymodens videobåndoptager.

Så sad vi der, seks børn i hjørnesofaen, og drak sodavand fra egen Sodastream og spiste popcorn fra gryde. Forældrene satte Tennisbanen (Tennis Court, 1985) på! Det var snedigt fundet på af forældrene. Vi blev helt, helt stille. Med puder for øjnene forsøgte vi at gemme os for historien om den onde, onde tennisbane der vender sig mod den især tennisspillende del af menneskeheden. Vist nok pga. et nedstyrtet fly. Pointen var tabt for mig fra starten, og tilbage stod jeg med billeder fulde af bolde med blod og et tennisnet, der går besærk. Og ondskab. Igen. Bare fordi.

I dag er mit hjerte hærdet af hundredevis af horrorhistorier fortalt gennem bøger og film. Mange af dem flyder sammen, nogle er blevet latterlige, og kun få bevæger sig stadig. Men for mig er det i virkelighedens skygger, det sker. Splat og spøgelser er mere fornøjelig end skræmmende.

Jeg dyrker mest de spanske og asiatiske horrorfilm. Hvis jeg havde set film som Dark Water, The eye eller film skabt af spanske Jaume Balagueró som barn, var jeg blevet skræmt som ind i Helvede. Som det er nu, får jeg kun tics, når der er Wimbledon i tv.

FAKTABOKS

Hammer House of Mystery and Suspense:

Episode 13: Tennis Court

Amerikansk Tv-serie fra 1985. Dette afsnit var instrueret af Cyril Frankel og skrevet af Michael Hastings.

Afsnit 13 handlede om en tennisbane, der rummer en ond magt, som blandt andet besætter en præstedatter, får tennisbolde til at bløde og dræber mennesker med tennisbanens net.

Det er anden gang her i Mit livs gys at der peges på præcis dette afsnit. Desværre ligger der stadig ingen klip fra dette afsnit på youtube. Her er i stedet åbningssekvensen fra en anden af Hammer House gyser serierne. Det emmer virkelig af tv i de tidlige 80ere.