Jeg tror, jeg vil dele mit liv gys i to: skønlitterært
og filmisk, da de to medier udgør den største andel
af horrornarrativer, men på flere punkter forsøger
at ramme publikum på vidt forskellige måder.
Ofte spiller ens alder ind i oplevelsen af gys, og de fleste
har vist prøvet at gense en film, der skræmte livet
af én i de yngre år, men ved gensyn var den ikke
det mindste uhyggelig. Mit bedste eksempel på dette er
filmen Shocker (1989) af Wes Craven. (En psykopatisk
knivmorder, Horace Pinker, har indgået en pagt med Satan,
så da han henrettes i den elektriske stol, forvandles han
til ren elektricitet. Derved kan han besætte folk og fortsætte
sine myrderier).
Jeg så Shockersom 14-15-årig og
led efterfølgende af de mest visuelle mareridt, jeg nogensinde
har oplevet, hvor morderen brød ind i vores hus og slagtede
min familie foran mig for derefter at jagte mig gennem huset.
I dette øjeblik kan jeg stadig se for mig, hvordan hoveddøren
blev brudt op, og armen med det fangedragts-orange ærme
svinge kniven, før Pinker selv nåede helt ind.
For omkring et år siden fandt jeg så Shockerblandt tilbudsfilmene i Superbrugsen. Ikke helt sikker på,
at jeg turde se den alene, ventede jeg til, at en kammerat var
på besøg. Men så røg den også
på, og med ordene at nu skulle han bare se "den ondeste
og uhyggeligste film nogensinde."
Sikke en jammer. Måske den dårligste gyser nogensinde.
Intet hang sammen. Min kammerat nævner stadig hver gang,
vi leder efter film sammen, at jeg skylder ham 2 timer af hans
liv, og ja det gør jeg (undskyld igen, Rune).
... fortsættes efter faktaboksen
FAKTABOKS
SHOCKER
Amerikansk film fra 1989. Skrevet og instrueret af Wes Craven.
En morderisk galning indgår en pagt med djævlen,
så han kan komme tilbage efter døden i den elektriske
stol som en åndelig kraft, besatte andre og fortsætte
med at myrde løs.
PARANORMAL ACTIVITY
Teddy Vork om sit livs gys:
Selv om Shocker var mit livs gys engang, så mener
jeg, at et livs gys burde være et gys, der kan skræmme
mig som 32-årig, rimelig vant horrorseer. Og det kan Paranormal
Activity (2009).
Jeg har set Paranormal Activity to gange med ganske
kort tid imellem og endda med det held at se to forskellige slutninger.
Det er den perfekte gyser, for mig, af flere grunde: Det er en
lille, stram fortælling, der skaber nærhed og intensitet
med brugen af få karakterer og et simplet plot.
Meget kan siges om mocumentary-fænomenet, men i denne
film er stilen perfekt. Mockumentary er vel reelt skræddersyet
til horror, hvor det er så vigtigt at skabe en yderst realistisk
setting, for at give publikum indtrykket af virkelighed, når
noget overnaturligt introduceres.
Paranormal Activityer hamrende uhyggelig på
en ubehagelig, snigende måde. Den langsomt eskalerende
opbygning af skræmmende hændelser, knuger seeren
i en vedvarende, trykkende atmosfære. Som i Blair Witch
sidder man og vrider sig over, at det allerede er blevet mørkt
igen.
Filmen indeholder i overmål det aspekt, som for mig
er definitionen på en gyser: ens verdensopfattelse krakelerer,
og man aner en frygtelig sandhed imellem revnerne. Det er omkring
fire uger siden, jeg sidst så filmen, men den har endnu
ikke sluppet taget i mig. Når jeg er helt alene herhjemme,
og alt er stille - så stille at enhver lyd jeg frembringer,
resonerer længere og højere end normalt, og mørket
presser mod ruderne ved jeg at filmen havde ret, der findes
dæmoner, glidende usete blandt os. Og så skynder
jeg mig at tænke, at jeg ikke må tænke på
det, for så giver jeg væsenet opmærksomhed,
og det er lige nøjagtigt det, der gør det stærkere
og i stand til at etablere kontakt. Nu har jeg selvfølgelig
altid haft en betændt fantasi, men det er blevet meget
værre siden Paranormal Activity.
FAKTABOKS
Paranormal Activity
Amerikansk film fra 2009. Skrevet og instrueret af Oren Peli.
Et par sætter kamera op i soveværelset for at
afkræfte eller bekræfte om der sker sære ting,
når de sover. Det mener hun, der gør. Hun har nemlig
haft sære oplevelser hele livet. Blandt andet har hun følt,
at nogen åndede på hende, når hun sov.
SOMMERNATTENS RÆDSEL
Teddy Vork om sit livs gys:
Mange af M. R. James' spøgelseshistorier giver
mig den samme følelse, men den fortælling som først
dukker op, når jeg tænker på skrevne gys, er
Dan Simmons'Summer of Night (1991)/Sommernattens
rædsel.
Den handler om fem drenge i en landsby, der langsomt opdager,
at noget mørkt er ved at manifestere sig i forskellige
rædselsfulde former.
Dette er selvfølgelig set mange gange før, men
Simmons gør noget forfærdeligt og helt uforglemmeligt:
Omkring halvvejs tager han livet af den mest interessante og
sympatiske af hovedpersoner (Ingen spoiler her, så jeg
udelader navnet).
Jeg læste bogen første gang som 15-16-årig,
og sorgen og chokket ved personens død, kunne sammenlignes
med en virkelig persons. Det er noget, jeg aldrig glemmer eller
helt tilgiver Simmons. Et glimrende eksempel på
hvordan god horror gør os opmærksom på, at
det værst tænkelige kan ske, hvornår det skal
være uden hensyn til de tankespind vi har vævet
om, hvad der er fair og fortjent i livet. Ved genlæsning
for et par år siden erfarede jeg, historien er lige så
god og fundamental uhyggelig som ved første læsning.
FAKTABOKS
Summer of Night
Roman af Dan Simmons fra 1992.
Dan Simmons står bag flere fremragende gyserromaner.
Debuterede i 1982 med Song of Kali og har siden udgivet
en masse bøger og vundet en række priser.
Summer of Night foregår i den lille by Elm Haven
i sommeren 1960. Under den gamle centralskole hviler en usynlig
ondskab, som fem 12-årige drenge må tage kampen op
imod ...
Læs også
The
Langoliers
Kenneth Bøgh Andersen (gyserforfatter) fortæller
om sin bedste gyseroplevelse.
I begyndelsen tror de andre ikke på hende, og da
hun i afmagt råber, skriger for at få dem til at
lytte: "It's coming, don't you understand? It's coming,
and if we haven't gone when it gets here, we're going to die!
We're all going to die!" var der dømt hamrende
hjerte, tør mund og gåsehud. Jesus Christ, hvor
var det godt!
Annika von Holdt (gyserforfatter) fortæller om sin
bedste gyseroplevelse.
Jeg mødte op den første dag, en mandag
helt uden angst, men jeg lærte hurtigt angsten at kende
for hin mandag formiddag skulle de forkullede rester af en forhenværende
70-årig gøres i stand til den forestående
begravelse. En oplevelse jeg aldrig helt vil blive i stand til
at glemme. Jeg kan stadigvæk lugte hende.