Stemmer der dræber

Gyserforfatter Steen Langstrup fortæller om sit livs gys:

Der er noget ved barndommens gys. Jeg tror ikke på alt det alt det der med, at man bliver 'hærdet' af at se mange gyserfilm eller læse stakkevis af gyserbøger. Jeg er i hvert fald ikke blevet det selv. Alligevel er der gys, som ville have skræmt mig som bare pokker, da jeg var 10-20-30, som ikke rører mig i dag - og sikkert også omvendt.

Det er forskellige ting, man gyser over i forskellige aldre - og dertil så ligner gyset på mange måder humoren. Det er de samme ting, vi gyser over, som får os til at grine. Forestil dig f.eks. et hotel eller et motel, der ligger i en gammel, lettere skummel bygning, og bestyres af en sær mand med store psykiske problemer og et noget særpræget forhold til kvinder. Er det så Psycho eller Fawlty Towers?

Lige sådan er det nødvendigt for både gys og humor at overraske os og samtidig overskride nogle grænser, i hvert fald hvis det skal lykkes for alvor at få os til at gyse/grine.

Men man anser vel ikke sig selv for at være blevet hærdet af humor, når man ikke synes en gammel vittighed er sjov længere?

Jeg ville egentlig have fortalt om en bestemt Stephen King film, som jeg har set 5-6 gange - og gyset lige voldsomt over hver gang! - men Mit Livs Gys er jo nærmest gået hen og blevet en stor velfortjent King-hyldest, så jeg tænker, at jeg nok kan gemme den til en anden god gang og i stedet fortælle om et af de stærkeste gys, jeg oplevede som barn.

Det er et af de allerførste gys, der virkelig skræmte mig, og så påvirkede det gyserforfatteren Steen Langstrup mindst lige så meget, som King kom til 10-15 år senere.

Det var et radiohørespil, som jeg ikke ville have hørt, hvis det ikke var for min gode barndomsven, Martin, som optog det - jeg tror det var - søndag aften, så vi kunne sidde samme i hans forældres store, tomme parcelhus og lytte til det sammen mandag efter skole.

Jeg har været 10-11 år. Radiohørespillet hed Stemmer der dræber, og handlede om en tegneserietegner, som fandt et kassettebånd med nogle sære og sindssygt uhyggelige, skrigende stemmer på. Sidenhen begyndte folk at dø, og det virkede, som om det var stemmerne, der dræbte dem.

Det var så edderskidesindssygt uhyggeligt, at jeg dårligt turde cykle hjem bagefter - og endnu værre: Der var en uge til fortsættelsen. Jeg havde allerede dengang lært mig selv tricket med, at man skulle se en uhyggelig film færdig, for det gode vandt jo altid, og så var der ikke længere noget at være bange for, men her måtte man vente en hel uge på at komme videre i historien. Det var slet ikke til at holde ud.

I de seks uger, det stod på, var der ikke meget andet, som forekom mig vigtigt. Jeg sad i uendeligt lange dansktimer og tænkte på, hvordan det kunne hænge sammen. Martin og jeg var overbevist om, at det måtte være en eller anden form for dæmon, der var på spil, og det sidste afsnit endte desværre med at skuffe os grumt - for der var en fornuftig, jordnær forklaring på det hele.

Men ugerne derhen ... hold da ferie. Det var magi.

Det er 30 år siden nu, men jeg kan stadig mærke hårene rejse sig på armene, når jeg for mit indre øre hører de skrigende stemmer, der altså ikke dræbte.

FAKTABOKS

Stemmer, der dræber

Radiohørespil i seks afsnit fra 1979. Produceret af Danmarks Radio og skrevet af Poul-Henrik Trampe.

Der er ikke meget materiale om 'Stemmer, der dræber' på nettet, og jeg husker ikke selv, hvem der instruerede eller hvilke skuespillere, der medvirkede.

Radiohørespillet har været genudsendt, men det er ikke noget, der sker ofte.

Stemmer der dræber blev opført live i samarbejde mellem Det Kongelige Teater og Danmarks Radio i 2006. Det var en forkortet og lettere omskrevet udgave. Jeg er ikke den store teater-gænger, selvom jeg godt kunne tænke mig at være det, så der skal noget ekstra til at lokke mig i teateret. Det var udsigten til at genopleve Stemmer der dræber. Det blev selvfølgelig ikke det samme gys, nu vidste jeg jo, hvordan det hang sammen, men live-opførelsen rummede nu alligevel meget af radiohørespilles nerve.