Det har været en svær tid for mig fra 2008-2011 pga. nogle personlige problemer. På et tidspunkt i slutningen af 2008 begyndte jeg at se de gamle The Twilight Zone afsnit, den oprindelige serie af Rod Serling.

Jeg har de tre første sæsoner på DVD. Som barn og ung var det den glimrende 80er version af The Twilight Zone som jeg oplevede, og var faktisk af den overbevisning at 80er serien var bedre end den oprindelige. Desuden var der det sjove åbningsklip fra The Twilight Zone filmen, hvor en mand tager en blaffer op. Blafferen beder manden holde ind til siden, hvorefter han forvandler sig til en dæmon. Resten af The Twilight Zone filmen er desværre ikke så vellykket.

Efterhånden gik det op for mig, at 80er serien faktisk heller ikke lever op til den oprindelige version. Jeg fik set alle 156 afsnit i den oprindelige serie, der løber over 5 sæsoner fra 1959-1964. Rod Serlings oprindelige vision er hvad man kan kalde: visdomsfortællinger.

Der er en etisk dimension i dem, som jeg ikke har set i særlig mange andre sammenhænge. Det er tydeligt, at Rod Serling gik efter høj kvalitet og samtidig et vigtigt budskab om at kunst kan bruges til at ændre folks bevidsthed til det bedre. Derfor er The Twilight Zone magisk.

Rod Serling skrev også den legendariske film: Abernes Planet. Sjældent har fantasi været så høj kvalitet som i hans værker. Han var virkelig den ægte vare. Det var tydeligt at han selv troede på "den femte dimension" (fantasien).

Der er mange gode afsnit, så det er svært at vælge ét, men mine ynglingsafsnit er Living Doll. Der er lidt uklarhed om hvem, der har skrevet dette afsnit. Det var muligvis Charles Beaumont, der på det tidspunkt var blevet syg. Og i det hele taget er det afsnittene af Charles Beaumont, jeg holder mest af. Perchance to Dream er en uhyggelig historie, der stiller spørgsmålet: Er der forskel på drøm og virkelighed?

Ligesom hos Alfred Hitchcock er moder-temaet meget fremtrædende hos Charles Beaumont. Den one Maya figur i Perchance to Dream er meget flot. Mange afsnit indeholder utroligt smukke kvinder, og det har helt sikkert også været en del af seriens success. Det må have været både chokerende, subversivt og radikalt, at se de mange sexuelle situationer i serien i en tidsperiode før ungdomsoprøret og den sexuelle revolution.

The Twilight Zone tog fat på svære emner i livet: Ensomhed, frygt, angst, døden, Gud, rumvæsener, videnskab, tidsrejser. Serien har elementer af gys, fantasy og science-fiction.

Sjovt nok spurgte en interviewer omkring 1959 Rod Serling i forbindelse med The Twilight Zone: "So you have given up writing anything serious for television?" Rod Serling svarede, at The Twilight Zone også var seriøs, men at fantasy og science-fiction gav ham mulighed for at undersøge emner, som han ellers ikke ville have kunnet undersøge pga. censur.

Det var således ok, at tale om de mørke sider af den menneskelige eksistens, hvis blot det blev gjort på en fantastisk og fantasifuld måde. Og serien er helt klart en stor kritik af menneskelige ondskab og de mørke sider af den menneskelige eksistens. Rod Serling er helt klart imod enhver form for uretfærdighed og undertrykkelse. Han holder med de fattige og de mennesker som har det svært i livet. Han ved at det er dem som vil triumfere, fordi fantasien er det vigtigste, der findes. Fantasien er det eneste virkelige, der eksisterer i The Twilight Zone. På den måde er The Twilight Zone både virkelig og yderst seriøs.

Den har betydet indenfor de fantasifulde genrer hvad Bruce Lee har betydet indenfor kampsportsfilm. Lige fra Stephen King til Batman ser man den enorme inflydelse The Twilight Zone har.

Det kan derfor ikke siges nok, hvor vidunderlig en person Rod Serling var, og det er absolut fortjent at The Twilight Zone har fået den succes, serien har fået. Det viser at kvalitet virkelig er bedre end det som ikke er kvalitet, og at hvis man prøver at røre folks hjerter, ligesom Rod Serling gjorde, så kan det rent faktisk lykkes.

I en tid, hvor så meget er overfladisk og teknologisk må man sige, at mange af The Twilight Zones profetier er gået i opfyldelse. Vi lever alle i dag i The Twilight Zone med internet og virtuelle verdener, der påvirker hele grundlaget for vores måde at tænke på.

Til sidst vil jeg prøve at forklare hvorfor jeg holder af afsnittet Living Doll. Det er fordi, figuren Talky Tina er en af de bedste figurer, jeg har set på film. Stemmen er virkelig god, og den er meget uhyggelig. Man kan virkelig tro på, at de psykologiske aspekter af dette afnit er virkelige. Så som en historie om følelser og hævn er Living Doll noget af det bedste jeg har set. Både Edgar Allan Poe og Roald Dahl ville have været stolte.