DRENGEN DER SKINNEDE

Gyserforfatter Patrick Leis fortæller om sit livs gys:

Der lød en lille blød, dump lyd bag ham.
Han vendte sig og mod hotellet og kikkede. Men allerede inden han kikkede
(kan du finde indianerne på dette billede?)
vidste han hvad han ville komme til at se, for han havde genkendt den bløde, dumpe lyd. Det var lyden af en stor, faldende klump sne; sådan lød det altid når sneen faldt oppe fra hotellets tag og landede med et dump
(kan du finde?)
Ja, det kunne han. Sneen var faldet af hækkehunden.

Og man vidste jo egentlig godt, hvad der ville ske nu. Lille Danny Torrance ville kæmpe sig gennem sneen på lejepladsen, hækkedyrene, der ikke længere lignede klippede buske, men meget ægte dyr, ville fare efter ham, og spændingen var næsten uudholdelig.
Alligevel vendte fingrene af egen fri vilje næste side i Drengen der Skinnede (nejnej, kære venner, den første danske oversættelse af Stephen Kings The Shining hed ikke Ondskabens hotel eller havde et billede af Jack Nicholsen på coveret!) og ganske rigtigt blev Dannys trængsler om muligt endnu værre.

Og når man nu lå der, 14 år gammel på den madras man kaldte hjem, mens østenvinden peb ind gennem sprækkerne på det kollektiv, hvor jeg for en stund var flyttet ind, føltes siderne tunge som blylodder under en transatlantisk svømmekonkurrence.

På den tid (helt tilbage i det sidste årtusinde, mind you) var der ingen i kongeriget Danmark som rigtigt havde hørt om hr. King, og jeg havde i hvert fald aldrig læst noget lignende. Jeg havde valgt bogen ud fra coveret, hvor en hveps slænger sig dovent over en akvarelillustration af drengen med hotel Overlook i baggrunden, og proppet den ned i posen sammen med Hobitten og nogle krimier. Hvidovre bibliotek var i start80'erne langt fra velbevandret i gysere, og man havde jo gnasket sig gennem både Sherlock, Christie og Hitchcock, og Spøgelset fra Canterville var ligesom ikke værd at læse igen.

Men denne her, denne murstenstykke sleepkiller, den havde alligevel fundet vej til de støvede hylder i voksenafdelingen under Krimisektionen. Jeg var nogle dage om at nå til midten af historien, men da begivenhederne først tog fart, læste jeg som en autist og knugede mig krampagtigt til bogen, som havde jeg harpiks på begge hænder.

Billederne på mit indre biograflærred (HD med sorrundsound!) var mere tydelige end nogen film, og faktisk var jeg i lang tid fuldkommen rystet over historien. Den ekstremt lange opbygning fortalte om en rigtig levende familie, portrætterne og fortælleteknikken gjorde omgivelserne virkelige, og jeg var mildt sagt flyttet med ind på værelse 217. Det var elementært spændende på samme måde som et socialrealistisk familiedrama (hvis man ellers kan sætte "spændende" i samme sætning som "socialrealisme" uden at ophæve enhver logik), og da rædslerne begyndte, var jeg for længst blevet en del af familien.

Så mens vinden hylede, og solen gik op over København, lå jeg og læste, og har sjældent haft så korte negle.

Siden har jeg måske tygget mig gennem bogen endnu 5-6 gange, og selv om jeg nærmest kan huske slutningen ordret, bliver den ved med at være lige spændende, og jeg kan stadig ikke lade være med at forundres over Stephen Kings eminente sprogbrug og sætningsopbygninger. Yep, skulle jeg ønske, at der var én bog, jeg selv havde skrevet, ville det afgjort være The Shining, for hvor hulen har man ellers oplevet at sidde stivfrossen af skræk over at læse om en dreng på et fornemt hotel, der overfaldes af hækkehunde og talende brandslanger?

For som det kære, lille vandspyende væsen så sødt sagde: "Hvad skulle jeg dog være interesseret i at gøre mod en sød lille dreng som dig? Bortset fra at bide og bide og bide?"

FAKTABOKS

THE SHINING

Roman af Stephen King. Udkom oprindeligt i 1977. På dansk kom den i 1980 under titlen Drengen der skinnede, en titel, der siden blev skiftet ud med filmtiseringens danske titel: Ondskabens hotel.

Bogen handler om en mand, Jack Torrance, der med kone og søn flytter ind på Overlook Hotel, hvor han har fået job som vinter-opsynsmand. Det betyder, at familien skal tilbringe vinteren alene og afskåret fra resten af verden på hotellet. Jacks plan er at tjene penge på at passe hotellet, mens han skriver et manuskript og forhåbentlig får sit alkoholmisbrug under kontrol. Men Overlook er ikke noget almindeligt hotel ...

Bogen er filmatiseret to gange. Den mest berømte, den fra 1980 med Jack Nicholson i rollen som Jack Torrance, var instrueret af Stanley Kubrick og er flere gange udråbt til den bedste gyserfilm nogensinde.

Stephen King selv var meget ked af denne film, som han følte havde misforstået bogen. Så i slutningen af 90'erne stod han selv bag en ny filmatisering til tv.

Filmen herunder viser en scene fra Stanley Kubricks film. Det er scenen med 'Here comes Johnny!' som må høre til blandt de mest klassiske gyserscener overhovedet.