THE STAND

Horrorskribent Mathias Clasen om sit livs gys:

Den amerikanske psykolog William James skrev i slutningen af 1800-tallet, at civilisationen er karakteriseret ved en gradvis udradering af truslerne omkring os. Der bliver færre og færre kilder til berettiget frygt: vi skal ikke længere slås med sabeltigere og flygte fra kolossale slanger med giftdryppende hugtænder.

Det ironiske er, at vi i stedet for at spæne fra Smilodon nu betaler surttjente penge på at blive skræmt fra sans og samling i biografens mørke. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet ægte, uforfalsket rædsel i virkeligheden: højst fået en forskrækkelse, når missen sprang frem fra skyggerne i vaskekælderen.

Til gengæld har jeg de sidste 15-16 år brugt en væsentlig del af min fritid på at lade mig skræmme af blæk på papir og billeder på skærm. (Og nu bruger jeg ikke længere kun min fritid, men også mit arbejdsliv på at prøve at forstå den underlige fascination, som fiktiv rædsel udøver på så mange af os.)

Jeg hadede gys som dreng. Som vel nok alle andre har jeg et par minder, hvor jeg stod gemt i pyjamas bag stuedøren en halvsen aften og smugkiggede med på forældrenes lørdagsfilm. Og blev skræmt ad helvede til ­ jeg mener ikke lækkert-skræmt, men traumatisk skræmt. Skræmt i en grad, så jeg i årevis havde en fobisk angst for døde mennesker, døde mennesker proppet ned i et bagagerum, døde mennesker der var grønne i hovederne af dødhed.

Det vendte, da jeg en efterårsdag i 1994 så filmatiseringen af Stephen Kings The Stand med min gode ven Mike. Det var naturligvis på LaserDisk, og der var lagt i ovnen til hyggelig uhygge. God mad, chips, masser af slik, drømmesenge og store knægte der var begyndt at eksperimentere med barbermaskiner og drømme om store bryster.

For første gang så jeg, at alt de ulækre og uhyggelige ­ de døde mennesker, grønne eller ej ­ kunne være et middel til et mål. Et mål, som var ærbart og fint. At skræk på film og på bog kan bibringe lys og erkendelse; kan udsige noget væsentligt og unikt om eksistensens grundvilkår. (Nåja, det kan også være skidespændende og hylemorsomt, men stundom bringer fiktionens gru en erkendelse, som kan være svær eller umulig at få i den virkelige, prosaiske verden.)

Da anede jeg, at horrorfiktion åbner en sprække til et kolossalt, dystert, vanvittigt univers. Rædslens univers kan man da godt ignorere, og hengive sig til lalleglad managementfilosofi og New Age-lykke, men det er et univers rigt på oplevelser og indsigt. Som i Dantes helvede må man lade alt håb fare, når man går ind, men til gengæld kan man komme ændret ud på den anden side. Som at blive født på ny i Frankensteins fostervand.

Dén efterårsdag i 1994 fik jeg altså mit livs gys, og jeg har fået mange siden da. Men ingen kan matche den seks-timer-lange The Stand, som jeg har set mange gange siden. Hver gang med et godt gys og en snert af rædselsfuglens altomsluttende vingeslag.

FAKTABOKS

The Stand

Tv-serie i fire afsnit fra 1994 bygget over roman af Stephen King.

Mick Garris instruerede efter manus af Stephen King. Rollelisten tæller navne som Rob Lowe og Molly Ringwald, mens Stephen King selv spillede bi-rollen som Teddy Weizak.

For nogle uger siden fortalte Jette Holst om romanen The Stand, der var hendes livs gys, og vi viste dengang traileren til tv-serien, så her er introen i stedet: