Okay, hvad er det for en gyseroplevelse, der har flosset min psyke mest, ødelagt min nattesøvn og direkte fået mig til at hade mit fjernsyn …?
Lad mig se … Jeg husker, at jeg havde en lidt grim oplevelse med THE FLY (1987), da jeg var omkring otte år gammel (mine forældre var rimelig liberale, når det kom til, hvad jeg måtte se). Da jeg nåede til scenen, hvor Jeff Goldblum står foran spejlet, piller en tand ud og trykker på sin negl, så der sprøjter noget hvidt splat ud, måtte jeg forlade lokalet med en fornemmelse af dyb kvalme (har i øvrigt altid haft et eller andet med negle: Brian de Palmas, THE FURY, hvor der er nogen, der bløder ud under neglene og senere TWIN PEAKS: FIRE WALK WITH ME, hvor man får lov at se en negl, der bliver knækket af under et mikroskop. Gisp!).
Men på trods af mit lidt for tidlige møde med David Cronenbergs vulgære fantasi, var THE FLY alligevel ikke min mest hærgende gyseroplevelse ...
Den kom først mange år senere med THE TEXAS CHAINSAW MASSACRE (1974). Jeg så den relativt sent, var vist 19-20 år; ikke fordi jeg direkte havde undgået den, men jeg havde læst meget Fangoria i firserne og halvfemserne, og mest om de forskellige sequels til ”CHAINSAW” – så jeg forventede vist ikke noget, der hævede sig mærkbart over de utallige Jason-, Freddy- og Halloween-film, jeg havde set.
Jeg satte filmen på en eftermiddag alene i min lejlighed. Den startede langsomt op. Må indrømme jeg blev lidt utilpas af scenen, hvor de unge samler blafferen med modermærket op. Den samme stemning, de unge rejsende i bilen er ramt af – skal jeg grine eller være bange? – ramte mig som seer. Senere har jeg fundet ud af, at lige præcis den stemning faktisk er sindssygt svær at ramme, og næsten altid falder igennem når andre filmskabere prøver at kopiere den. Eli Roth elsker f.eks. at riffe over ”CHAINSAWS” ligeligt truende/grinagtige karakterer, men kan aldrig ramme det helt; det bliver bare lavkomisk og pinligt, hvor ”CHAINSAW” balancerer på en knivsæg mellem humor og dødelig alvor. Talentet for at opbygge karakterer på denne måde var da også så flygtigt, at selv Tobe Hooper havde glemt alt om det, da han nåede til anden installation i serien om Leatherface og co.
Det, Hooper opnår med blaffer-scenen, er den samme stemning, som når man sidder fanget i en togkupé med en larmende fulderik. Man sender himmelvendte øjne til de andre passagerer, gør alt for at signalere at dette ikke er farligt. Men adrenalinen, der bruser under huden, minder én om, at manden kan flippe ud når som helst.
Efter mødet med blafferen: En god halv time, hvor der stort set ikke sker noget. Man sidder og bliver lullet ind i falsk tryghed, piller sig lidt i øret, og så … SMAK! … Meathammer in your face!!
En mand bliver taget ned som slagtekvæg, og en ståldør smækket op i ansigtet på seeren. Offerets kæreste nærmer sig derefter selvsamme dør, og pludselig kommer den hudmaske-bærende psykopat frem i døråbningen igen. Slæber den skrigende pige ned ad trappen, monterer hende lettere uinteresseret på en kødkrog og begynder at filettere kæresten foran hende.
Og her blev det mig simpelthen for meget, første gang jeg så den … Jeg slukkede for filmen, gik ud på badeværelset og tog noget koldt vand i hovedet. Og det var egentlig en ganske uvant situation for mig. Jeg havde set HELLRAISER ti gange, og kunne se hele middags-scenen i BRAINDEAD, mens jeg spiste spaghetti Napoli. Hvad var det min krop responderede så kraftigt på her …?
For det første var det bedraget: Filmens sløve stemning havde fået mig til at sænke paraderne, og så pludselig blev rædslen smækket op i fjæset på mig.
For det andet var det så uhørt afstumpet, den henslængte måde Leatherface satte pigen på kødkrogen på. Kunne ikke engang aflive hende først, hang hende bare til senere brug, lidende. Og i stedet for at fokusere på metalspidsen, der penetrer kødet, ser vi pigens gyselige udtryk af smerte, og hvordan hun panisk griber efter krogen. Man kan sgu da ikke behandle mennesker som kvæg! Jeg var jo opdraget i vesten, i lille Danmark, mand! Hvor det er trygt, og vi alle sammen er lysende individer, vigtige … da ikke bare slagtekød …
Jeg var virkelig gyser-jomfru, indtil jeg så den scene. Siden da har jeg set filmen mindst ti gange og bliver ikke lige så skræmt hver gang, men det er, indrømmet, ikke ligefrem en film, jeg sætter på for at stresse af efter en lang arbejdsdag
