TENNIS COURT

Horroranmelder Janus Andersen om sit livs gys:

Jeg blev for nylig bedt om at opremse mine 10 bedste gyserfilm, hvilket viste sig at være en komplet umulig opgave, simpelthen fordi det var umuligt at skære det ned til kun 10. Løsningen var simpel: at opstille kriteriet, at det skulle være film, som på en eller anden måde havde skræmt mig på et eller anden tidspunkt i livet.

Det gjorde mængden af valgmuligheder meget, meget mindre og tillod mig at konkludere et par ting: film har hovedsageligt formået at skræmme mig, da jeg var barn ­ og jeg ser ikke horrorfilm for at blive skræmt.

Ligesom alle andre historier, jeg læser, ser eller lytter til, er horror god, hvis den griber, overrasker eller underholder mig. Det springende punkt må vel være virkemidlerne, som horror benytter, der er velegnede til at undergrave den virkelighed, vi tager for givet. Horror er god til at stille spørgsmålet "Hvad hvis dette var virkelighed?" - og modsat f.eks. science fiction fortsætter horror gerne spørgsmålet med "hvad ville det så betyde for dig?"

Bedst bryder jeg mig om horror med et overnaturligvis element, fordi det giver historiens skaber flere elementer at gøre med. Af samme grund er jeg ikke den store fan af tidens tortur-film ­ de er muligvis kreative, men de fejler oftest på historien: de hverken underholder, overrasker eller griber.

Skal jeg pege på mit livs gys, vil jeg ikke pege på den bedste film eller den, der har skræmt mig mest inden for de sidste par år (i så fald ville valget falde på en asiatisk film, som alene i kraft af et filmsprog, der er anderledes fra Hollywoods letforudsigelige horrorserveringer igen har formået at gøre mig utilpas), men snarere på en film, der har gravet sig dybt ned i mine minder, hvor den som en meget sær blomst til tider sender sine frø ud i verden, når jeg mindst venter det ­ som billeder af blødende tennisbolde, svævende net og forbrændte mennesker. Der er tale om tv-gyseren "Hammer House of Mystery and Suspense: Tennis Court".

Filmen er fra 1985, og i dag tvivler jeg ikke på, at der er tale om en i bedste fald middelmådig gyser, men dengang gik den direkte fra øjnene forbi samtlige filtre og i den mørkeste del af min barnehjerne.

Jeg har en mistanke om, at jeg har været alene hjemme, da jeg så Tennisbanen, men jeg må indrømme, at jeg ikke er sikker. Styrken af de billeder, filmen præsenterede mig for dengang, har ganske enkelt udvisket omstændighederne omkring oplevelsen.

Med tiden er den blot blevet til en række billeder, som i et dårligt Hollywood-flashback: tennisbolde, der lækker blod; et grynet overvågningskamera, som viser et tennisnet, der langsomt hæver sig i luften bag en uvidende mand; flammer; en forbrændt mand i en kørestol ­ små kapsler af rædsel.

Det interessante ved Tennisbanen er, at den ikke er nogen stor film, men den har alligevel påvirket en meget stor mængde mennesker. Hvis man spørger en gruppe personer, der som jeg er født omkring midten af 70erne, vil jeg næsten vædde på, at mindst et par stykker af dem vil rette sig op, få et særligt skær i øjnene og sige noget i retning af: "Åh ja, den havde jeg helt glemt..."

Hvorefter man vil få deres helt egen historie om, hvordan de oplevede rædslen, dengang DR havde monopol, og vi måske ikke var helt så vante til gys på skærmen. Selv hæger jeg lidt ved den oplevelse og har aldrig siden forsøgt at gense Tennisbanen. Den er perfekt, som den er nu, fragmenteret men virkningsfuld.

FAKTABOKS

Hammer House of Mystery and Suspense:

Episode 13: Tennis Court

Amerikansk Tv-serie fra 1985. Dette afsnit var instrueret af Cyril Frankel og skrevet af Michael Hastings.

Afsnit 13 handlede om en tennisbane, der rummer en ond magt, som blandt andet besætter en præstedatter, får tennisbolde til at bløde og dræber mennesker med tennisbanens net.

Det var ikke muligt at finde et klip fra afsnit 13, men her er et andet klip fra et af de andre afsnit af Hammer House of Mystery and Suspense.