Rødt chok

Filmanmelder Jacob Bascoban fortæller om sit livs gys:

Jeg har altid haft en stor passion for gysergenren i alle dens afskygninger, men det er nu kun en sjældent gang, at de små hår på armene får lov til at rejse sig. De fleste gysere nu til dags mangler sjæl - og vigtigst af alt hjerte. Kun i ny og næ titter en nyklassiker i genren frem på skærmen, senest med den uafrystelige serbiske chokfilm A Serbian Film fik vi et nyt hovedværk. På den anden side så giver vold ­ og lemlæstelse i gyserfilm mig en sadistisk nydelse. Man kan jo kalde det en slags perversion. Så for at man skal kunne skræmme mig og gøre mig kridhvid i hovedet, så skal der nemlig noget ekstra eliksir til ­ et psykologisk lag midt i alle blodudgydelserne.

Året er 1996, og jeg var lige fyldt 13 år. Det var på det tidspunkt kun sket få gange før, at jeg var blevet skræmt fra vid og sans af gyserklassikere som f. eks Dario Argentos Suspiria (1977), Herk Harveys Carnival of Souls (1962) og Roman Polankis Repulsion (1965), men jeg glemmer aldrig den første gang, at jeg så Nicolas Roegs tredje film Rødt Chok fra 1973. Havde på det tidspunkt kun set to af instruktørens andre syrede værker, Walkabout (1971) og The Man Who Fell to Earth (1976) - og de film var jeg ret begejstret for, så var allerede der begyndt at blive fan af den engelske instruktør.

Allerede fra åbningsscenen i det mørke og dystre filmhåndværk kunne jeg mærke, at der var noget helt galt. Skyggerne på væggen blev til ansigter, der som den gribende tragedie i filmen skred frem, begyndte at komme nærmere og nærmere, indtil de opslugte mig i mørket. Et ubehag spredte sig i kroppen, og den knugende og kuldegysende stemning gemte sig under overfladen - og gav mig decideret sved på panden. Denne psykologisk skræmmende følelse i underbevidstheden havde jeg ikke haft siden, at jeg så de to tvillinger på hotelgangen i Stanley Kubricks episke horror-mesterværk The Shining (1980) nogle få år tilbage And that movie scared the shit out of me!

Jeg følte næsten, at selveste djævlen sad i min sofa og kiggede med hen over skulderen. En duft af svovl begyndte pludseligt at florere på mit værelse, mens jeg blev holdt fanget af den tragiske historie om det hårdramte ægtepar John (Donald Sutherland) og Laura (Julie Christie) som mister deres datter, da hun drukner i søen op til deres hus. For at bearbejde sorgen og selve skyldfølelsen tager John og Laura på ferie til Venedig, men da de ankommer til den smukke ferieby, så bliver de pludseligt opsøgt af to excentriske gamle søstre, hvoraf den ene, der er en spiritist , hævder at have haft besøg af deres afdøde datter fra det hinsides liv. Ifølge søstrene så prøver datteren at advare forældrene om, at John er i stor livsfare i Venedig, og hurtigt muligt skal rejse hjem. John er skeptisk, men snart begynder han at se skræmmende billeder af en lille skikkelse løbe rundt iført en rød regnfrakke i de mørke kanaler i Venedig. Den selvsamme regnfrakke datteren havde på, da hun druknede. Samtidig er en bestialsk seriemorder også løs i Venedigs nattetimer.

Rødt Chok er et ægte psykologisk gys, hvor handlingen sniger sig af sted, mens filmen langsomt kryber ind under huden på en med sin skjulte symbolik. Et stærk fortalt historie om rigtige mennesker i kød og blod, og Rødt chok indeholder også nogle af de mest uforglemmelige øjeblikke, som jeg nogensinde har set i en gyserfilm. Scenen hvor John bærer sin døde datter op fra søen og skriger i alt sin smerte og sorg op mod himlen, rammer dybt i hjertet, mens den smukke, poetiske og yderst sensuelle sexscene mellem John og Laura skaber ren filmmagi.

Skuespillet er eminent, og Venedig er den perfekte ramme for at fortælle en klassisk gyserfortælling, hvor den okkulte undertone gemmer sig i de mange smukke æstetiske detaljer. Filmens billedside er ganske enkelt fremragende, og den italienske komponist Pino Donaggios musik-landskaber tilsætter masser af melodrama- og gotisk uhygge til de tågede labyrinter, truende skygger, tomme villaer, og forladte gange i Venedigs mulm og mørke. Den underbyggende metafysiske stemning, tildeler filmen den atmosfære af angst, gru og klaustrofobi, der ved hvert gensyn får det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.

Et satanisk værk der synes som skabt fra djævlens hånd - en fabel om at følge sin egen dødsrute, mens tegnene hele tiden er tilstede, og den konsekvente, væmmelige og utroligt rørende slutning er malet med blodige penselstrøg - et af de mest skræmmende klimakser i filmhistorien.

Rødt Chok har altid delt vandene, men at værdsætte filmen er at nyde, og den er ikke kun for fans af spirituelle gyserfilm - men det er også en film for folk, der værdsætter en ægte provokation og udfordrende filmkunst. Et dybt originalt mesterværk i gysergenren.
I 2012 kommer der et remake af filmen. Skandaløst i mine øjne, så skynd dig ned i TP Music, hvor Nicolas Roegs version stadigvæk kan fås til sølle 25 kr.

FAKTABOKS

Don't Look Now

Rødt chok er en horrorfilm fra 1973, instrueret af Nicolas Roeg og baseret på en novelle af Daphne du Maurier.

Udover at fortælle historien om et ægtepars forsøg på at få kontakt med deres druknede datter under et ophold i Venedig er filmen kendt for den eksplicitte sexscene mellem de to hovedpersoner spillet af Donald Sutherland og Julie Christie.

Det er ofte blevet hævdet, at denne scene ikke er simuleret, hvilket såvel skuespillerne som instruktøren dog altid har hævdet, den er.