Alien - den 8. passager

Horrorforfatter og forlægger Henrik Sandbeck Harksen om sit livs gys:

Det første gys, som gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, var noget så atypisk som en tegneserie.

Det var omkring 1980. Min far havde været i biografen og da han kom hjem smed han en tegneserie på bordet, som han i den forbindelse havde købt. Baseret på den film, han lige havde set. Dén kunne jeg da sagtens læse, tænkte jeg. Og han skænkede det sandsynligvis ikke en tanke, om det overhovedet var noget, jeg kunne tåle. Titlen var fantastisk, skræmmende - og skummelt sat op på forsiden af udgivelsen fra Interpresse: Alien - den 8. passager. Undertitel: Filmen som tegneserie.

Jeg behøver ikke sige meget mere, vel?

Misforstå mig ikke. Det kan godt være, jeg på det tidspunkt har været ca. 9 år (hvis jeg husker året korrekt), men jeg havde da allerede tygget mig igennem alverdens tegneserier, herunder GRU og andre herligheder, og jeg var ikke sart. Havde endda set nogle film i TV'et, som ikke altid var for mindreårige.

Men intet slår Alien-tegneserien, når vi skal tale om, hvad der gjorde størst indtryk på mig dengang. Den dag i dag står det for mig som et af de mest vellykkede tegneserie-adaptions i filmhistorien.

Archie Goodwin og Walther Simonsons fortolkning (med dansk tekst af den allestedsnærværende Niels Søndergaard) formår på en sær måde at overføre det dystre, Gigerske element til tegneseriens eget format. Noget, der i den grad gjorde indtryk på mig var farverne. Generelt holdt i afdæmpede farver, og overvejende jordfarver - men afbrudt af hidsige røde, gule eller blå farver. Damn, dét var noget, som skar ind bag øjnene og satte sig på sjælen som en betændt byld, der aldrig nogensinde ville kunne fjernes igen. Især de rød-blå farver brugt som effekt i illustrationen af det mystiske signal, som Nostromo har modtaget var sindssygt. Og da jeg opdagede, at man ved at ryste siden kunne få "bogstaverne" til at hoppe, var det da helt vildt. Det var jo som om selv papiret ikke kunne holde på uhyggen - en uhygge, der truede med at hoppe udenfor sidernes rammer og ind i virkeligheden. Mao. noget, der måske (men selvfølgelig kun måske - ikke?) kunne ligne en virkelig trussel.

Når jeg tænker tilbage på det - og lige bladrer det godt slidte hæfte igennem endnu engang (for selvfølgelig er det stadigvæk i min besiddelse) - er jeg ikke i tvivl om, at dét lagde kimen til min senere interesse for H. P. Lovecrafts forfatterskab. Især den del af det, som omhandler den kosmiske rædsel. For netop dét ses udfoldet i Alien - den 8. passager. Både på film og tegneserie.

Jeg er godt nok glad for, at min far så skødesløst lagde den tegneserie på bordet.

FAKTABOKS

Alien - den 8. passager

Tegneserie af Archie Goodwin og Walther Simonson, bygget over Ridley Scotts geniale sci-fi-gyser Alien fra 1979.

Tegneserien blev selvfølgelig udgivet som en slags film-merchandise, alene med det formål at malke koen. Meget ofte er den slags ikke værd at spilde sin tid på, men lige præcis denne tegneserie er faktisk en fin lille gyser i sig selv.

Filmen var den første Alien-film, og det var altså første gang Sigourney Weaver spillede Ripley - måske en af de allerførste horror-heroines, i hvert fald gik kvinder i horrorfilm under tilnavnet Screamers på det tidspunkt. Det er fristende at læse filmens tagline ind i den sammenhæng: In space no one can hear you scream.

Nostromo er et rumskib fra et mineselskab. De er syv ombord på skibet, da de opfanger et SOS og lander for at undersøge det. Der er en passager mere ombord, da flyver derfra.

Da det ikke er muligt, at vise et klip fra tegneserien, viser vi i stedet filmens trailer.