Nattevagten

Krimiforfatter Helene Tegtmeier fortæller om sit livs gys:

Mit livs gys er uden sammenligning filmen Nattevagten.

Jeg har altid elsket et godt gys, og har mange gange i min barndom ligget under dynen og knap turdet trække vejret efter at have sneget mig til at se en uhyggelig film eller læst en grum historie. Det var forfærdeligt og frydefuldt. Allerede dengang havde jeg en forkærlighed for det forholdsvis realistiske gys. Tænk, at ligge fastspændt under en knivskarpt, svingende pendul der kommer nærmere og nærmere. Eller blive levende begravet. Hvilken gru må det ikke være at se ind i sin morders øjne, mens han smilende hæver kniven.

Jeg var altså ikke så bange for monstre i skabet, men for morderen der lurede i skyggerne; udspekuleret ond, vanvittig, brutal, blodtørstig, og sandsynligvis ude på at tage livet af mig med en lægtehammer eller det der var værre. Og så har jeg altid syntes at lig er noget af det mest uhyggelige der findes. Den blålige hud, den krampagtigt stivnede hånd, det tomme blik, det tavse skrig. Det kan få mig til at forestille mig unævnelige gerninger, som kun ville tabe ved at blive penslet ud i billeder.

Derfor spiller Nattevagten i den grad på de strenge i mig som frembringer de mest skingre, disharmoniske toner. Den fik mig til at sidde helt oppe på neglene med strittende nerver. En psykopat på spil i et lighus. Så bliver det vist ikke meget mere makabert. Det værste var at sidde på skødet af den stakkels, unge nattevagt, når nattens stilhed pludselig blev brudt af den blinkende, røde alarm der varslede bevægelse i et af kølerummene.

Jeg gik ved siden af ham gennem de tomme gange, ind igennem rum med lig på rækker under lagnerne. Jeg følte panikken ved synet af umulige, blodige fodspor, væmmelsen ved at nogen gjorde det utænkelige, havde sex med de døde. Det var som om Nattevagten sprængte alle de rammer jeg hidtil havde sat for gys. Rædslen havde nået nye højder.

Jeg så den sammen med min daværende kæreste i en alder af 25 og anså mig selv for at være ganske hærdet, men aldrig har jeg været så oprevet over en film. Og det hjalp ikke engang at have 'voksent' selskab. Den stemning og den nerve, der er i filmen, pirkede så vedholdende til min værste frygt at det nærmest blev uudholdeligt. Jeg følte mig totalt udmattet bagefter og måtte tage mig alvorligt sammen for at gå alene ud i køkkenet efter kaffe.

Den nat sov jeg meget uroligt. Jeg har efterfølgende genset filmen flere gange, men den bliver ved at skræmme livet af mig. Den kalder på en slags urfrygt i mig som fornuften ikke har kontrol over, og jeg må stadig se mange af scenerne i den ud gennem fingrene; på en følsom dag kan jeg slet ikke se den. Den kan også stadig hjemsøge mine drømme, og jeg kan ikke engang nynne melodien til 'Lille Lise let på tå' uden at få gåsehud. Det kalder jeg et suverænt og uopslideligt gys!

FAKTABOKS

Nattevagten

Dansk film fra 1994 med Kim Bodnia og Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollerne. Filmen er instrueret og skrevet af Ole Bornedal.

Nattevagten blev remaket i USA i 1997 også med Ole Bornedal som instruktør.

På samme tid som politiet jager en gal morder i København, får Martin job som nattevagt i lighuset. Det er et ensomt job, og han har det ikke helt afslappet med ligene, og så begynder der at ske mærkelige ting i lighuset ...