Mit Livs Gys
OIUFAELS BOG
Horrorforfatter Hanna Lützen om sit livs gys:
Jeg ved godt, at det er elementært, når jeg skriver, at horrorgenren har én retning og ét formål, nemlig at fremprovokere én isoleret urfølelse og helst i så ekstrem grad som muligt. Jeg er bare nødt til at gøre det for at komme videre til to vigtige typer af horror-læsere. Så altså: Horror skal fremkalde horror. Rædsel, frygt, snigende angst, og hvis læseren tisser i bukserne, kan forfatteren ikke forlange en større kompliment. Sådan skal det helst være, og sådan er det faktisk med den bedste af alle læsere den uskyldige læser.
Det er længe siden, jeg var en uskyldig læser, og det er jeg ked af, men det måtte jo ende sådan. Jeg har været afhængig af gys, siden jeg som barn købte mit første nummer af "Gru". Da jeg havde læst alle de selvlysende grønligt slimdryppende og sortblodige rædselshistorier adskillige gange, var jeg kvalificeret som den bedste af alle horrorlæsere: Altædende og uforbeholdent rædselsslagen.
Men på et tidspunkt, langt senere, begyndte jeg at beskæftige mig med horror på en mere fagligt distanceret måde i mine studieår, hvor jeg efterhånden nåede en tilstand af total forhærdelse. Oplevelsen af horror ændrede sig fra umiddelbar naiv gru (den bedste form for gru) til distanceret fryd over alle de 'virtuose, klassiske, fede eller totalt klamtlækre' virkemidler inden for genren.
Når man kommer til det punkt, er man blevet en forhærdet læser, og måske oven i købet aspirerende horror-forfatter. Så er man kommet ret langt væk fra 'det onde', selv om man hele tiden forsøger at få det indkredset og beskrevet. Så må det må nøjes med at lure i krogene, hvor den forhærdede læser plejer at være lidt for optaget af formen og sig selv til at bemærke det.
Men der er heldigvis altid en tilbageværende chance for, at gyset springer op og bider den forhærdede læser i røven. Og tak til alle horrorforfattere for det.
Et af de gys, der kom helt bag på mig, er en fortælling, hvis drive er den klassiske modstilling: Videnskab mod djævlen selv. Eller 'Satans søn', som der står.
Jeg læste "Oiufaels Bog" af Palle Vibe for cirka 15 år siden, ret forhærdet og med fuldstændig styr på horrorgenren, troede jeg.
Oiufaels Bog er en beskedent udseende hæftelignende udgivelse fra 1978. Den er falmet blå, slidt og tarvelig. Den ligner noget, som nok ikke rigtig er blevet forventet at skulle læses af særlig mange, hvilket i sig selv er ildevarslende. Nærmest som en lidt hemmelig bog, kunne man bilde sig selv ind.
Men jeg tog fat og var kort efter helt neddykket i den sorteste okkultisme: En videnskabsmand, psykiateren og parapsykologen, Adam Hewlet fra forskningsfaciliteten Risingtoncentret i England, får tilsendt en bog med titlen: "Oiufael, den som venter" og bedes om at afdække bogens postulerede okkulte kræfter.
Denne bog i bogen er også en tarvelig sag i falmet blålig læderindbinding med en hengemt, ubestemmeligt ubehagelig lugt, som om den er forblevet ulæst trods sine 300 år; den er ombølget af en aura, der antyder at de fleste potentielle læsere er veget udenom den i afsky. Åbnes bogen, åbnes ondskabens port, hvorefter ondet manifesterer sig i den fysiske verden i form af uhyggelige figurer; mørke dukker som tilsyneladende er lavet af ler, men ved nærmere undersøgelse viser sig at bestå af menneskeligt væv. Jo flere livløse køddukker, der findes, jo flere levende væsner påvirkes og går til grunde af angst efter en uhyggelig fase af modbydelig mishandling udført af noget, der ikke kan ses med det blotte øje for den udenforstående og hjælpeløse betragter.
Ondet er til stede og tilintetgør liv med djævelsk kraft. Videnskabsmanden tager kontant fat og røntgenfotograferer bogen med det resultat, at han derved skaffer sig billeder af ondskaben i sin reneste og klareste opløsning med en alt andet end videnskabelig konsekvens til følge: "For første gang i sit liv siden barneårene sov parapsykologen med lys."
Det gjorde jeg også. Det onde som vi benævner Djævlen, Satan eller dæmoner er en mytologisk og derfor eksorbitant urørlig ondskab, som vi ikke kommer til livs. Den eksisterer (måske) kun i vores forestillingsverden og netop derfor kan den ikke røres. Vi bærer den med os overalt, både i fiktion og i den del af vores bevidsthed, der fra de tidligste tider har stirret blindt ud i mørket og befolket det med angstens eksistenser.
Derfor er Oiufaels Bog så uhyggelig. Når Palle Vibe så oven i købet skriver i et prosaisk rapporterende fuldmægtigsprog, bliver indtrykket af djævlen endnu stærkere, for netop her burde han ikke finde plads: Ikke i Risingtoncentret, hvor der er lyst, rent og rummeligt, og myldrer med kittelklædte forskere. Men jo, lige her slippes de uhyggelige kræfter løs og herfra beder man kirkens repræsentant om hjælp. Når videnskaben først er kommet dertil, har den erkendt sit nederlag. Søger man hjælp hos djævlens evige modpart i den uvidenskabelige afdeling, troen på en god Gud, har man accepteret ondets eksistens.
Som læser bliver man lettere utilpas på sin rejse gennem bogen. Det gjorde jeg, i hvert fald. Det er uhåndgribeligt uhyggeligt. Men når man holder op med at læse, bliver man virkelig et offer for sin egen modtagelighed for noget så rendyrket som uforklarlig ondskab, der ubønhørlig trænger sig på, alene af den grund, at det er dens formål. Ingen fornuft, intet spor af en rationel orden, man kan manøvrere i, intet andet end ondet som overmagt.
Det er ingen sofistikeret, ordkløvende, forhandlingsvillig gentleman-djævel, man finder i Oiufaels Bog. Det er den bastante navnløse ondskab, som man ikke kan diskutere med. Jeg sværger, at jeg følte en kriblen ned ad rygraden så sent som i går aftes da forskellige episoder af Vibes djævlefantasi væltede rundt i en rodebunke indeni min søvnige hjerne, der var mere end villig til at falde tilbage til en hulemandsagtig irrationel rædsel.
Så lykkes det endelig: I løbet af et par dages fokus på mit bedste gys, et par timers bladren i bogen og vupti, jeg er tilbage som den absolut bundnaive altædende og angstprovokerede læser. Videnskab mod djævlen. Den perfekte modstilling. Vi ved jo inderst inde udmærket, hvordan den kamp altid ender.
FAKTABOKSOIUFAELS BOG
|
Køb ORIUAGORS PROFETI hos Adlibris
Vi vil også meget gerne høre om dit livs gys!
Har du lyst til at fortælle Mxrkets læsere om den der gyserfilm, der gav dig mareridt længe efter, eller den bog, du ikke turde læse færdig alene? Så lad os endelig høre din oplevelse også!
Adressen finder du ved at klikke her.
 |
Tweet
 |
