Jeg har to gode gys, som jeg gerne vil dele. Den første var da jeg var 8 max 10 år og jeg havde lokket min mor til at jeg godt måtte se denne gyser af Hitchcook. Jeg har glemt titlen men den omhandlede en mand, som klædte sig ud som kvinde (Sygeplejerske). Da der så var gået nogle dage, ringede det på døren og jeg åbnede, blot for at opdage at manden undenfor lignede manden fra filmen. MEN det var bare en betjent, som havde for vane at købe ål, fra min bedstefar. Og aldrig har det været så svært for et barn, at komme ind under sengen.

Den anden er ikke som sådan et gys, der har sat præg hos mig, men historien bag dette gys, gjorde. Vi er 15 år tilbage og Lars von trier har lavet riget. Der er mange som snakker om den. Min daværende mand var ikke meget for at vi skulle se den, og mente at gysere var røv kedelige. Men jeg får ham lokket til det alligevel.

Vi sidder og ser første afsnit af denne serie og da den er færdig og det nærmere sig sengetid, føler jeg trang til at gå på wc.. Jeg er dog ikke glad for at gå alene, da det ligger i den mørke ende af gangen. Jeg beder pænt min mand om han vil gå med og stå ved døren, til jeg er færdig. Det vil han gerne men siger samtidigt: "Det var jo det jeg sagde".
Da jeg er færdig, kommer jeg ud af wcét standser han mig og siger: " jeg skulle egentlig også derud, vil du ikke nok blive stående?".

Når vi taler om hvad der er særligt ved gys, så er det fede jo at man får revet tæppet væk under en. Ingen er sikker og adralinen braser rundt. Uforusiglighed og det med selv at prøve at opklare tingene. Vi vil gerne være sikker i vores hverdag og mange af os tror jo kun at det skrækkelige sker for naboen, men noglegange har vi behov for at se gys og krimi. Det får os ned på jorden igen. Ingen er sikker.

Steen Langstrup har skrevet nogle bøger omkring nazister og jeg tror at det var Fra ryggen jeg læste som den første bog af ham. Det var første gang, at jeg læste/så noget gys og skrækkeligt spændende, hvor jeg kom til at forene mig med hovedpersonen, som var dybt ulykkelig. Han skulle nemlig slå en lille pige ihjel. Og pigen hed Heidi. Præcis som min (dengang) lille pige hed. Jeg fik et meget ambivalent forhold til Steen Langstrup der men alligevel kom jeg igen og igen, for at læse hvad han havde skrevet. Den er så godt skrevet og formuleret, så man sidder og føler med denne mand og nærmest er ham. Og når man så sidder og har en lille pige, ved samme navn, gør det jo kun det hele meget værre.