Pans Labyrint

Horrorforfatter Christian Reslow fortæller om sit livs gys:

I mit personlige liv har jeg oplevet så ganske rigeligt af gys, men af de ting, jeg kan dele med den øvrige klodes befolkning er det svært at definere 'mit livs gys!'.

Det hænger sikkert sammen med, at jeg i det hele taget er ret svær at skræmme.Jeg har ingen fobier og mine mareridt (der dog er yderst kreative, vil jeg indrømme) er mere interessante end egentligt skræmmende. Jeg drømte for eksempel på et tidspunkt, at jeg skar mit eget hoved tværs over, for at hævne mig på mig selv, hvorefter mit ituskårne ansigt forvandledes til det af en gammel mand.

Æh... Nå... Nok om det.

Jeg er aldrig som sådan blevet skræmt af noget, jeg har set i en film eller læst i en bog, men der har dog været tilfælde, hvor min mave har roteret (Patrick Batemans sidste pige i American Psycho), hvor mine øjne har fundet gulvet frem for skærmen (skorpionen i kisten, i Disney's(!) Hook) og hvor jeg har følt mig direkte utilpas over det opstillede scenarie (Wyndhams The Kraken Wakes, hvori 80% af jordens befolkning ­ og landområder ­ bliver tilintetgjort af en fjende, man aldrig ser).

Men mit største visuelle gys må være Guillermo Del Toros røvklamme film: El Laberinto Del Fauno (Pans labyrint). Fy da, føj da for en flok ubehagelige, modbydelige, sadistiske svin der er med i den! Og det, der gør den så uendeligt led er, at selvom filmen kravler med monstre, uhyrer og sagnvæsner, så er det i sidste ende en mand, der foruroliger mig!

Jeg så først filmen i 2007, efter utallige andre blodbade og afrevne lemmer ­ og jeg troede i virkeligheden, at jeg havde sat en eventyrfilm på. Du ved, sådan en slags slægtning til Narnia Det skulle vise sig at være en meget fjern slægtning!

Så vidt jeg husker, kom jeg faktisk til at indhalere mine popcorn af bar overraskelse, da filmens barske oberst/kaptajn/militær-leder-fyr ud af det blå greb en flaske om halsen og brugte den til at banke en uskyldig drengs næse ned i svælget på ham.  Nå ja, men så var filmen da i gang...

Kort fortalt handler filmen om følgende:

Hovedpersonen, en tolvårig pige, flytter med sin gravide mor ind hos en gal befalingsmand i den spanske hær. Befalingsmanden har nogle problemer med en oprørsstyrke, der bor i lejrens omkringliggende skove og han har tydeligvis også et problem med både hovedpersonen og dennes mor - dog ikke med hans barn, som hovedpersonens moder bærer. Vores gæve lille pige forsøger naturligvis at undgå hendes nye 'farmand' (der nyder tortur - med fjerkræssakse især - som smadderfin underholdning) og vader direkte ind i skovguden Pan. Som har en opgave til hende. Jeg tror ikke, jeg vil afsløre mere, men lad mig lige tilføje dette: Pans labyrint har forstærket min tro på, at menneskekroppen virkeligt kan foldes i mange interessante former...

Pans Labyrint er en af den slags film, som jeg faktisk ikke har lyst til at se igen. Men skulle det nogensinde ske, så tror jeg heller ikke denne gang, at jeg ville kunne se væk, af ren og skær morbid fascination.

Nu har jeg imidlertid ikke lyst til at tænke på labyrinten længere.

Jeg vil hellere ind og ligge i min seng, med dynen over hovedet og tommelfingeren i munden.

Og måske se noget dejligt beroligende... Som for eksempel Ichi - the killer?

FAKTABOKS

Pans Labyrint

Spansk film fra 2006, instrueret og skrevet af Guillermo del Toro. Filmen vandt 3 Oscars - og det må vel siges at være meget godt for en ikke engelsksproget film. Rækken af priser og nomineringer er nærmest uendelig.