Adele og uhyret

Gyserforfatter Benni Bødker fortæller om sit livs gys:

For mig har den gode gyser næsten altid haft noget med stemningsopbygning at gøre. Altså hele historiens forløb, fra der begynder at ske noget mystisk og indtil den knirkende dør åbner sig, og monsteret træder frem. Og lige der skuffer historien næsten altid. Monsteret er sjældent så uhyggeligt, som man havde nået at forestille sig, mens man febrilsk vendte bogens sider, den usigelige hemmelighed sjældent så afgørende eller troværdig, som man frydefuldt gysende havde forestillet sig.

Det gør egentlig heller ikke så meget. Der adskiller gyseren sig ikke voldsomt meget fra krimien for mit vedkommende, i ingen af tilfældene er det i særlig høj grad den endelig forløsning, der optager mig mest, selv om det er den, der er den ydre årsag til, at man læser videre.

Men selvfølgelig er der undtagelser. Fx Alien. Jeg så den første gang i fjernsynet, og det er eneste gang, jeg nogen sinde har slukket for en film, netop inden slutscenen, fordi jeg simpelthen var for skrækslagen ved tanken om, hvad der skulle til at ske.

Men det største gys udvalgt fra et liv fyldt med alt fra skrækromantik til subtile edwardianske spøgelseshistorier, pulp fra mellemkrigstiden og kulørte B-film af virkelig værste skuffe fra koldkrigsårene? Så vil jeg helt klart gå tilbage til Jacques Tardis tegneserie Adele og uhyret, første bind i hans serie om den kvindelige fin de siecle-detektiv Adele Blanc-Sec.

Albummet kom på dansk i 1978, og jeg må have fundet det i krybberne med tegneserier i voksenafdelingen på mit lokale bibliotek få år efter. Jeg var i al fald alt, alt for lille, og jeg forstod ikke rigtig, hvad historien handlede om. Men åbningsscenen brændte sig fast på nethinden i en grad, så jeg bar rundt på den i flere år og stadig kan mærke elementer af rædslen den dag i dag.

Scenen er nat i Jardin des Plantes i Paris, et kæmpe æg klækkes, en vinge stikker prøvende ud, og så viser den sig endelig. Pterodaktylen, flyveøglen, der pludselig er kommet til live og terroriserer Paris' befolkning.

Det var ikke bare det i sig selv skrækindjagende væsen, der skræmte mig, men lige så meget selve forestillingen, som jeg også synes præger de bedste gysere, om at noget som ikke hører til i vores verden, en rædsel fra fortiden, fra det hinsides, fra hvad som helst, bryder ind i en genkendelig verden og terroriserer. Den tanke åbner for uanede rædsler ...

FAKTABOKS

Adele og uhyret

Første album i den franske tegneserie Adeles ekstraordinære oplevelser af Jacques Tardi. Den foregår i starten af det 20. århundrede, omkring Første Verdenskrig.

Udkom første gang i 1970 i det franske blad Pilote under titlen Adéle et la bête, og først i 1976 som tegneseriealbum.

Adele er forresten filmatiseret for nylig af Luc Besson, som også lavede Det Femte Element.

Her er traileren til filmen.