PRAKTIK HOS BEDEMANDEN

Gyserforfatter Annika von Holdt fortæller om sit livs gys:

Jeg hedder Annika von Holdt. Jeg skriver uhyggelige historier på snart tiende år. I ejendommen, hvor jeg bor det meste af tiden, er jeg kendt som gyserforfatteren, eller alternativt: the weirdo. Men det er okay, for genren har aldrig været anerkendt, og jeg er nok en lille smule skør; jeg beskæftiger mig med det makabre, vanvid, rædsel og døden. Jeg føler mig allerbedst tilpas i mørket. Og når jeg rigtig skal give den gas med hyggen, så går jeg en tur på kirkegården.

Og sådan har det altid været.

Da gyserforfatteren, Steen Langstrup inviterede mig til at dele mit livs gys tænkte jeg straks på Stephen King (en stor inspirationskilde ­ ikke bare for mig, men næsten alle gyserforfattere i min generation) og så til min fortrydelse, at Patrick Leis allerede havde nævnt Kings bedste bog. Så selvom King har givet mig de bedste gyseroplevelser på papiret ­ og jeg ER forfatter, vil jeg ikke fremhæve en bog, denne gang, ej heller en film. Ikke engang Eksorcisten, som absolut er den bedste gyseroplevelse, jeg har haft på film, kan måle sig med den oplevelse jeg vil fremhæve her, for den verden, der eksisterer, er ofte langt mere uhyggelig end den, der er opfundet. Og den trækker lange skygger.

Jeg vil skrue tiden tilbage til dengang jeg gik i skole i Rønne, en lille by på Bornholm ­ jeg kan ikke huske hvor gammel jeg var (det kan jeg ofte stadig ikke), men det var i årene, hvor man skulle til at begynde at tænke på, hvad man en dag skulle "blive til". Vores klasselærer annoncerede, at vi alle skulle ud i en uges praktik, der havde til formål at udsætte os for, hvad der rørte sig ude i den virkelige verdens arbejdsliv. Vi måtte selv bestemme, hvor vi ville hen, og der kom således fart i byens frisørsaloner.

Denne enorme interesse for hår delte jeg ikke rigtig, og jeg kunne ikke se mig selv stå og vaske fru Jensens blåfarvede lokker, eller feje afklippet hår op ­ i en hel uge! Det efterlod mig med tre muligheder; Jeg overvejede en praktikplads på kirkegården som graver (men det var vinter og tillige meget koldt den vinter, og hvis der er noget jeg hader mere end frisørsaloner, så er det kulde), retsmedicinsk (det ville betyde, at jeg skulle finde et sted at bo i København, og det blev for bøvlet), eller den lokale bedemand (der havde til huse to stoppesteder væk). Nu tror du måske, at jeg valgte bedemanden, fordi det var nemmest, eller fordi jeg har en eller anden morbid fascination af døden sidstnævnte er måske rigtigt nok, men den egentlige grund til, at jeg valgte at komme i en uges praktik hos bedemanden, var, fordi jeg var langt mere fascineret af noget helt andet; jeg havde den største pubertets-crush på hans søn. Den slags, hvor man hverken kan sove eller spise.

Hvad jeg imidlertid ikke havde tænkt på, var, at sønnen, der var på min alder, måske et par år ældre, gik i skole i dagtimerne og naturligvis ikke ville være at finde i det kolde rum i underetagen. Det var ligene til gengæld ­ en regulær samlebåndsfabrik af lig, selv i en by på størrelse med Rønne. Og jeg fik en helt ny og uventet grund til ikke at kunne spise eller sove. I lang tid.

Jeg mødte op den første dag, en mandag ­ helt uden angst, men jeg lærte hurtigt angsten at kende for hin mandag formiddag skulle de forkullede rester af en forhenværende 70-årig gøres i stand til den forestående begravelse. En oplevelse jeg aldrig helt vil blive i stand til at glemme. Jeg kan stadigvæk lugte hende. Og vil sikkert altid kunne det. Men jeg blev der ugen ud. Ligene af de døde fulgte med mig hjem hver aften og lige ind i mine drømme, når jeg endelig faldt i søvn. Hvis livet er dødens venteværelse, så befandt jeg mig i tusmørke-zonen den uge. Der var noget vanvittig skræmmende ved at opholde sig i det samme værelse som en død, i hvert fald hvis man har en fantasi som min. Jeg brød mig ikke engang om at trække vejret derinde. Og det allerværste var, når de var dækket til, og man kun kunne se konturerne ­ for der er ikke noget mere uhyggeligt, end det man egentlig ikke kan se. Jeg ventede hvert øjeblik, at en af dem skulle rejse sig, smide ligklædet og omfavne mig med deres rådnende arme.

Jeg har skrevet i forordet på en af mine bøger at; som barn havde jeg onde drømme om hekse. Jeg bad til Gud hver aften om at beskytte mig mod drømmene i mit hoved og den onde heks under min seng.

Efter ugen i praktik hos bedemanden (og jeg mødte ikke sønnen en eneste gang), bad jeg ikke længere Gud om at beskytte mig mod den fæle heks under min seng, men mod liget under min seng.

Og det gør jeg stadigvæk.