Mit livs gys? Når gyset har været en fast bestanddel af ens liv siden barndommen, så er det et næsten umuligt spørgsmål at svare på.

Her på siden, ser jeg, at de fleste hovedsaligt har beskrevet filmiske og litterære gys. Min liste i disse kategorier er længere end drabslisten i hele Fredag d. 13.-serien. Kings Dyrekirkegården var én af de første 'voksenbøger', jeg læste. Den skræmte mig halvt ihjel. Kort tid efter stiftede jeg bekendtskab med Poe. Prisen var flere søvnløse nætter, hvor mørket svøbte mig i endnu ufortalte historier om hvileløse sjæle og grusomme bæster. Mit værelse var tapetseret med plakater fra Fangoria, og Freddy Krueger overtog snart Stallones plads som min største filmhelt.

Gyset, jeg har tænkt mig at beskrive, er måske ikke mit livs største - men bestemt ét at de skelsættende; da jeg opdagede, at der var kommet et nyt medie at gyse over. På dette tidspunkt havde jeg allerede udforsket og nydt de gys, som både litteraturen og (ikke mindst) filmene havde at byde på. Vi befinder os i sidste halvdel af 90'erne, og den første Playstation havde naturligvis fået en plads i TV-bordet.

Jeg har fødselsdag på årets mørkeste dag, umiddelbart før jul, og en god ven havde i fødselsdagsgave foræret mig et gyserspil til føromtalte Playstation. Jeg forholdt mig skeptisk og fik først sat spillet i maskinen henover juledagene.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, var det Første Juledag. En snestorm hærgede hele landet, og i radioen blev folk opfordret til at holde sig fra vejene, med mindre man mente, at julefrokosten var værd at sætte livet på spil over. Min daværende kæreste og jeg skulle ingen steder og havde ikke andre planer end at se alle de film, der havde ligget under juletræet aftenen forinden.

Mens min meget voksne kæreste sad og skrev takkekort til familien, fik jeg held med at koble min Playstation til stereoanlægget. Lyset blev slukket og lyden skruet op. Jeg satte mig foran fjernsynet og lod spillet snurre i maskinen. Snart blev stuen fyldt af en ildevarslende mandolin, der spillede spillets hjemsøgende tema.

Sådan begyndte mit første besøg i byen Silent Hill.

Som jeg husker det, vågner jeg i min bil. Forvirret. Forulykket. Sædet ved siden af mig er tomt og døren står åben. Min datter er væk. Fortumlet kommer jeg ud af min bil og ser mig omkring. Jeg befinder mig i en typisk amerikansk provinsby. En tæt tåge ligger som en kvælende dyne over de øde gader og aske daler fra himlen som død sne.

Pludselig ser jeg et glimt af min datters blå kjole. Jeg kalder på hende og begynder at løbe - men mine råb når hende ikke. De synes at blive opslugt af tågen. Et øjeblik mister jeg orienteringen, men så ser jeg hende igen. Tættere på. Hun går rundt om et hjørne, og jeg hører en rusten låge blive åbnet og lukket. Tågen og stilheden synes næsten kvælende nu. Jeg føler øjne betragte mig fra et sted i disen, og skynder mig efter min lille pige.

Idet jeg går gennem den rustne låge, passerer jeg er blodigt kadaver i gyden. Det er umuligt at se, hvilket dyr det var, da det levede. Eller om det overhovedet var et dyr.

Atter får jeg en fornemmelse af at blive betragtet. Skygger passerer over mig, mens jeg bevæger mig gennem gyden langs et rustent trådhegn. Mørket sænker sig over gyden og jeg må ty til min eneste alternative lyskilde: Mine tændstikker. Klaustrofobien begynder at krybe ind under huden på mig. Jeg hører en klagende piben i mørket. Da jeg nærmer mig, ser jeg, at lyden stammer fra hjulet på en kvast trehjulet cykel. Synet beroliger mig ikke.
Flere blodspor på jorden. På murene. Pigtråd og rustne trådhegn holder noget ude ... eller mig inde.

Pludselig aner jeg noget vride sig i skyggerne foran mig. Jeg stryger en ny tændstik og nærmer mig forsigtigt. Hvad jeg ser, får mit hjerte fryse til is. For skabningen foran mig er ikke min datter. Jeg er ikke engang sikker på, om det overhovedet er et menneske ...

Jeg havde spillet i fem minutter, og vidste da, at en forfærdelig fantastisk oplevelse var gået i gang. Udenfor piskede snestormen mod ruderne. Indenfor kæmpede vi for at varme vores altid iskolde lejlighed op. Lyset var slukket og anlægget skruet op, som om over-, under-, og naboer ikke eksisterede.

Jeg husker især en sekvens i spillet, hvor det næsten blev for meget af det gode. Forholdsvis hurtigt i spillet får man en lille transistorradio i sin besiddelse. Hver gang noget, der ikke er af denne verden, nærmer sig, begynder radioen at skratte med statisk støj.

Jeg befinder mig på Silent Hills folkeskole. Som i resten af byen er alt forladt og mennesketomt. På min vej gennem skolens lange gange, har jeg stødt på nogle hæslige væsner. Jeg gik i panik og kom til at affyre de sidste tre kugler, jeg havde til min pistol. Nu har jeg kun et brækjern at forsvare mig med. At gå ned ad skolens tomme korridorer, vækker en uro i mig. Man kan næsten fornemme, hvordan snak, leg og latter på dette sted pludselig var forstummet. At her var sket noget forfærdeligt.

Jeg ved, at jeg bliver nødt til at krydse skolegården, men tågen er blevet tættere. Sigtbarheden er nu ganske få meter. Og jeg ved med sikkerhed, at der er nogen (eller noget) inde i tågen, for når jeg bevæger mig væk fra skolens døre, sætter den statiske støj ind på min radio.

Jeg levede mig fuldstændig ind i spillet. Glemte tid, sted og kæreste. Hun gjorde mig opmærksom på, at jeg var en lillebittesmule til grin. Jeg kunne slet ikke se det morsomme i situationen. Min puls hamrede. Mine håndflader var klamme. Jeg havde ikke blinket med øjnene i adskillige minutter. Alligevel vovede jeg mig et par skidt længere frem. Ind i tågen. Man er vel et mandfolk, der ikke viser damen, at man sidder og udvikler angst over et videospil.

Den lille transistorradios skratten stiger i takt med min puls - og da jeg ud af stuens venstre højttaler pludselig hører lyden af noget slimet, der vrider sig inde i tågen ... så vendte jeg den lille mand på skærmen om og fik ham til at løbe den modsatte vej. Havde spillet haft moderne standarder, havde han sikkert også skreget som en lille tøs.

Jeg blev da enig med mig selv om, at en lille spillepause ville være en god idé. Min kæreste rystede på hovedet. Men efter den nye film med Jim Carrey, luskede hun i seng. Så skænkede jeg mig en kop kaffe, tændte en smøg, tog hovedtelefonerne på - og rejste tilbage til Silent Hill.

For man MÅ jo vide, hvad der gemmer sig inde i tågen.

Ikke sandt?