Hjemsøgt
HJEMSØGT RESTAURANT I KØBENHAVN
Personalet på restaurant i København oplever sære ting.
"Han føler pludselig at han ser en mærkelig bevægelse ud af øjenkrogen på skærmen, hvorefter han vender hovedet og kigger på skærmen der derefter går i sort. Der går 6-7, max 10 sekunder og så vender billedet tilbage."
Baggrunden for denne historie:
Fortælleren af denne historie ønsker at være anonym. Vi kender hendes navn - og også navnet på den restaurant, som nedenstående oplevelse foregik i. Dette er hendes historie, fortalt med hendes egne ord.
DENNE AUTENTISKE SPØGELSESHISTORIE BLEV KÅRET SOM ÅRETS HJEMSØGT 2010 af Mørkets læsere.
HJEMSØGT RESTAURANT I KØBENHAVN
Inde i midt København ligger der en dejlig og ekstremt hyggelig restaurant der er bygget i et gammelt bindingsværkhus og forhenværende hestestald. Huset er faktisk et af de ældste i København (mener det er fra 1600 tallet), gaden udenfor er belagt med brosten og man fornemmer tydeligt den gamle staldatmosfære når man bevæger sig indenfor på restauranten, der dog i dag emmer af hygge, sirlige dufte og levende lys.
Men for et par år siden oplevede restauranten et fænomen de aldrig havde oplevet før, og det gav mig virkelig gåsehud da jeg fik historien fortalt! Hvad det var, hvem det var og hvor det kom fra vides ikke, men historien var meget troværdig - hvilket også er hvad der gør den så pokkers uhyggelig.
Jeg kendte på det tidspunkt restaurantinspektøren på restauranten, han var en tidligere kollega og en god ven. En aften omkring midnat da han og resten af personalet er ved at lukke restauranten ned for aftenen, sker der noget meget unormalt. Min kammerat sidder på restaurantens kontor på første sal og ordner nogle papirer mens personalet i stueetagen, hvor selve restauranten befinder sig, er ved at tørre borde af, rydde bestik af vejen og ellers bare gøre huset klar til dagen efter. På kontoret er der en monitor der overvåger hoveddøren og indgangen til restauranten, og den filmer 24 timer i døgnet og fanger al aktivitet der sker ved hoveddøren (hovedsagligt i tilfælde af indbrud og gæster der går uden at betale etc).
Det består af 2 kameraer som filmer glashoveddøren fra 2 vinkler, begge kameraer kører uafhængigt af hinanden såfremt at der opstår en fejl på det ene vil det andet stadig filme. Hvorom alting er sidder min kammerat på kontoret og har monitoren ved sin side. Han føler pludselig at han ser en mærkelig bevægelse ud af øjenkrogen på skærmen, hvorefter han vender hovedet og kigger på skærmen der derefter går i sort. Der går 6-7, max 10 sekunder og så vender billedet tilbage.
Han forstår ikke helt hvad der er sket - og i sekundet efter råber personalet til ham fra baren/serveringsskranken ved indgangen hvor kameraerne hænger, at han skal komme ned. De står alle som lammede dernede og er fuldstændig i chock. Det viser sig at ansatte lige har oplevet en kold luft der bevægede sig fra trappen til førstesalen, forbi baren og hoveddøren og forsvandt ind i væggen i den anden side at restauranten. Og ikke nok med at luften var blevet iskold, vinduerne på facaden samt glasdøren var blevet fuldstændig tilduggede i et kort øjeblik, og øjeblikket efter fremstod de glasklare igen.
Hele "processen" havde max taget de der 8 sekunder. En af de ansatte der tydeligt havde set døren/vinduerne dugge til var gået hen til døren efter kulden var forsvundet og havde rørt ved glasset. Det var iskoldt, men ikke tildugget. De begyndte selvfølgelig alle at tale om hvad der var sket, begyndte at snakke om samtlige rationelle muligheder, airconditioning system, træk, eventuel strømafbrydelse, damp fra opvasker, men intet af det passede ind i hvad der var sket - det var simpelthen ikke muligt. Og hvordan kunne en kold luft have tildugget ruderne - det er normalt varme dampe der gør det.
Min kammerat besluttede derfor at se lidt nærmere på kameraoptagelserne som jeg sidenhen selv har set - og det er virkelig skræmmende. Det han har registreret som en mærkelig bevægelse og som de ansatte har følt som en kold vind, men dog ikke set, kan ses på kameraet inden det går i sort. Filmen viser tydelig en lang hvid tåge der bevæger sig fra trappen, forbi hoveddøren og over i væggen på den modsatte side - ligesom personalet beskrev.
Og herefter stopper begge kameraer med at filme i samme splitsekund, holder pause i 8 sekunder, og begynder at filme igen, totalt synkront, selvom de ikke samarbejder på nogen vis og det derfor ikke burde være muligt. På de 8 sekunder har glasset altså været dugget til og er blevet klart igen. Jeg så som sagt selv optagelserne og hvis man satte den korte optagelse på pause på et bestemt øjeblik, kan den hvide tåge godt ligne en svævende mand med store sorte øjne... virkeligt skræmmende!
Restauranten fandt aldrig ud af hvem/hvad det var der spillede dem et pus den aften og har så vidt jeg er bekendt ikke oplevet noget siden...
Vi vil også meget gerne høre DINE overnaturlige oplevelser!
Har du set et spøgelse, kender du til historier om hjemsøgte steder, eller har du oplevet andet overnaturligt?
Så lad os endelig høre din oplevelse også!
Adressen finder du ved at klikke her.
| Tweet |








