Hjemsøgt
ANSIGTET SVÆVEDE FRIT I VINDUET
Baggrunden for denne historie:
Steen Langstrup fortæller her om en lille besynderlig oplevelse, som var ganske uhyggelig.
(Foto er kun illustration. Det stammer ikke fra den fortalte oplevelse.)
ANSIGTET SVÆVEDE FRIT I VINDUET
Mens jeg har siddet og redigeret de mange indlæg, der allerede har været her på siden, hvor virkelige mennesker fortæller om deres mystiske og måske overnaturlige oplevelser, er jeg kommet i tanke om en sær og ganske uhyggelig oplevelse, jeg selv havde i selskab med min daværende kæreste, Dorthe, for omkring 20 år siden.
Selve oplevelsen har ikke taget mange minutter. Fem, måske ti minutter, men det oplevedes som meget længere. Sagt med en kliche, så gik tiden i stå, men det var faktisk sådan det føltes. Det kan stadig godt løbe mig koldt ned ad ryggen, når jeg tænker på det.
Vi boede dengang på Nørre Farimagsgade lige ved Nørreport i København. Vores lejlighed var en lille to-værelses med toilet en halv etage nede af bagtrappen. Den lå i baghuset lige bag pizzabaren. Selvom vi boede på 3. sal, så var det kun midt på sommeren, når solen stod allerhøjest på himlen, at sollyset nåede ned til vores vinduer. Det var en mørk lejlighed.
Jeg kæmpede for at blive tegneserietegner dengang. Jeg havde mit tegnebord stående i det lille soveværelse. Om jeg sad og tegnede eller lå og læste i sengen, kan jeg ikke huske. Men min daværende kæreste, Dorthe, var i hvert fald inde i stuen.
Pludselig kaldte hun på mig. Der var noget, jeg skulle komme ind og se. Jeg kan ikke huske, hvorfor hun er hjemme - det er midt om dagen, og hun arbejdede på det tidspunkt i en kantine, men hjemme var hun.
Jeg komselvfølgelig ind til hende, og hun viste mig et ansigt, der ligesom svævede i et af vinduerne i forhuset. Jeg kan ikke selv huske, om det var på 3. eller 4. sal, eller om det var i køkken- eller i soveværelsesvinduet, men jeg kan stadig se ansigtet for mig - og selve vinduet.
Det var jo gamle bygninger. Typiske københavnerhuse fra slutningen af 1800-tallet. Vinduerne havde sprosser, tror jeg, det hedder. Et vinduesfag var altså delt i fire små vinduer. Rammen mellem runderne lignede et kors. Ansigtet var i øverste venstre rude. Ansigtet var slørret og lidt utydeligt, men helt sikkert et mandeansigt. Øjnene lå skjult i mørke skygger under øjenbrynene.
Da ansigtet var i en af de to øverste ruder i vinduesfaget, burde man jo have kunnet se kroppen i ruden nedenunder, men det kunne man ikke, og det var sådan set, hvad jeg undrede mig mest over - for min første tanke var, at det måtte være en spejlning i runden på en eller anden måde, men hvis ansigtet blev spejlet, hvorfor gjorde kroppen så ikke? - og hvorfor var ansigtet ikke et, jeg genkendte? Når man bor så tæt, så kender man - om man vil det eller ej - ansigterne og visse vaner hos dem, der bor overfor.
Men det lignede heller ikke en spejlning. Det virkede ikke fladt, det var bare tåget. Vi stod lidt og snakkede om, hvad det kunne være, og hvordan søren det kunne være der - vi var ikke bange, mere bare forundrede - da ansigtet langsomt begyndte at dreje sig hen mod os.
Og så begyndte man jo at føle sig lidt lille. Det var ikke nogen særlig behagelig fornemmelse, og alligevel blev vi stående og så på det. Næsten som om vi ikke kunne vende os fra det.
Det gik meget langsomt, men til sidst så det direkte på os - og så forsvandt det.
Pist væk.
Vi gik fra hinanden kort efter, men jeg blev boende i lejligheden. Jeg må have boet der i 6-7 år, og jeg så aldrig noget til ansigtet igen og oplevede heller aldrig, at andet 'spejlede' sig i de ruder.Jeg har aldrig fundet en forklaring på det, som jeg føler er den rigtige. Jeg ved bare, at vi så et ansigt, der ikke burde kunne være der, og at det stadig giver mig myrekryb at tænke på det.
Nu var jeg jo ikke alene om denne oplevelse, så jeg bad min eks fortælle sin version af oplevelsen. Den kommer her:
Mener du sad og tegnede i soveværelset, det var på
3 sal overfor os, er jeg ret sikker på. Om det var det
øverste højre eller venstre vindue, husker jeg
ikke. Føler også vi stod der ret længe, ansigtet
var ret sløret, men det var alligevel tydeligt, at det
var et mandeansigt.
Mener det stadig var lyst udenfor.
Får helt gåsehud nu når jeg tænker på
det, havde helt glemt det.
Vi vil også meget gerne høre DINE overnaturlige oplevelser!
Har du set et spøgelse, kender du til historier om hjemsøgte steder, eller har du oplevet andet overnaturligt?
Så lad os endelig høre din oplevelse også!
Adressen finder du ved at klikke her.
 |
Tweet
 |
