Hjemsøgt
TROR DU PÅ SPØGELSER?
Der er historier om spøgelser i alle kulturer. De er lige så gamle som mennesket, og selvom det nok i dag er svært at finde mange danskere, der ved højlys dag vil indrømme, at de tror på spøgelser, så gemmer overraskende mange alligevel på små uhyggelige oplevelser.
Steen Langstrup om formålet med at indsamle spøgelseshistorier fra virkeligheden:
TABU, OVERTRO OG SUND FORNUFT
Når jeg har med overnaturlige ting at gøre, og det har man tit som gyserforfatter, så bestræber jeg mig altid på at holde benene på jorden. Gjorde jeg ikke det, ville jeg skræmme mig selv til døde med de ting, der tumler rundt i min fantasti.
Så når jeg bliver spurgt, om jeg tror på spøgelser, svarer jeg gerne nej, før jeg overhovedet har tænkt mig om. Det gør de fleste danskere, har jeg bemærket, svaret kommer som krydsild fra en kalashnikov, for vi er jo fornuftige mennesker, ikke sandt? At svare ja ville sætte én i et dårligt lys, for det at tro på spøgelser er næsten tabu.
Havde jeg taget mig bedre tid til at svare, ville svaret i hvert fald ikke have været nær så skråsikkert. For hvad vil det sige 'at tro på spøgelser'?
Betyder det, at man automatisk tror på hele pakken? Altså, at spøgelser og genfærd er afdødes sjæle, der ikke kan finde hvile, og særligt udvalgte mennesker - udstyret med specielle evner til at se og kommunikere med en verden, vi andre dårligt mærker - kan hjælpe disse fortabte sjæle videre, over på den anden side eller ind i lyset? At der findes præster, der kan uddrive dæmoner? At naturmedicin er bedre end lægevidenskab? At trolddom virker? Hvor meget af hele pakken siger man ja til, hvis man siger, at man tror på spørgelser?
Jeg tror det, der skræmmer mig mest, når det handler om at forholde sig til spøgelser, Gud og alt andet åndeligt, det er de mennesker og de organisationer, der altid dukker op med et girokort i hånden - på jagt efter sjæle og magt. Alt for meget af virkelighedens ondskab er kommet fra de kanter, både historisk og nutidigt.
Nej, jeg tror ikke på jeres guder, jeg tror ikke på jeres organisationer, jeg tror ikke på jeres frelse og fortabelse. Jeg tror ikke på hele pakker.
Men jeg tror faktisk på, at der er eller sagtens kan være mere mellem himmel og jord end øjet ser. Jeg plejer at sige, at jeg ikke rigtig tror på Gud, men jeg håber på ham.
Når det kommer til spøgelser, så har jeg for det første svært ved helt at afvise tanken, fordi jeg har haft et par oplevelser selv, som ikke helt giver mening. Jeg tror ikke på hele pakken, jeg tvivler meget på de forklaringer, der gives os, men jeg tror på folk, der fortæller mig, at de har oplevet de og de ting, jeg tror på, at de har oplevet det sådan. Hvad forklaringen så end er på det, de (og jeg selv) har oplevet - det kan være så meget. Fødderne på jorden.
Jeg har bemærket, at rigtig mange mennesker, ligesom jeg selv, går rundt med små historier om uforklarlige oplevelser. Mange af disse historier er både uhyggelige og interessante. De er en del af vores kultur, disse historier. De er alle vegne. Jeg tror, at vi i virkeligheden alle kender nogen, der siger, at de har oplevet uforklarlige ting, eller vi har selv set noget. Jeg synes, at det i sig selv er interessant, at der findes sådan en hemmelig, tabu-agtig underside af vores kultur. Jeg har oplevet, at mange føler en enorm lettelse ved at kunne fortælle om deres oplevelser uden at blive fordømt, kaldt alt muligt mindre pænt eller blive skudt i sænk af logiske og snusfornuftige forklaringer.
Jeg vil gerne benytte mxrket.dk til at indsamle disse historier om virkelige menneskers oplevelser med det overnaturlige - og jeg vil også gerne høre din. Lad os dele vores historier med hinanden. Man behøver ikke købe hele pakken for at tro på, at vi fortæller tingene, som vi oplevede dem.
Vi vil også meget gerne høre DINE overnaturlige oplevelser!
Har du set et spøgelse, kender du til historier om hjemsøgte steder, eller har du oplevet andet overnaturligt?
Så lad os endelig høre din oplevelse også!
Adressen finder du ved at klikke her.
| Tweet |








