Diskotek Absalon, Hjemsøgt, spøgelseshistorier fra virkeligheden


Fik du læst:

Absalon

Spøgelset Fru Mortensen hjemsøgte diskotek Absalon

Fru Mortensen

DJ Steen Bay fortæller

"'Det er bare Fru Mortensen,' svarede han. Det var ikke sådan, at han vidste, at hun hed Fru Mortensen. Det var bare et navn, han havde givet hende. Hun kom og gik. Hende måtte man vende sig til."

Diskotek Absalon, 12. afsnit.


Plantagen

Follow Mxrket on Twitter


Absalon

Diskoteket og spøgelserne.

Hjemsøgt efterforsker et af landets mest hjemsøgte steder.


Terroraktion mod Cafe Mokka ... årsag til spøgelser?

 

TERROR PÅ CAFÈ MOKKA

Diskotek Absalon, 6. del.

 

Af Steen Langstrup:

Diskotek Absalon lå indtil 2008 på adressen Frederiksberggade 38 på Strøget i København, ganske nær Rådhuspladsen. I dag er huset revet ned. Absalon åbnede midt i 90'erne i de lokaler, hvor diskotek Exalon havde ligget i næsten 45 år. Exalon var gået konkurs og blev solgt på tvangsauktion, og den nye ejer havde ikke fået retten til navnet med i købet. Absalon blev valgt, fordi det jo er navnet på den biskop, som skal have grundlagt København, men måske lige så meget fordi navnet Absalon minder en del om Exalon.

Huset har fungeret som beværtning/restaurant længe før Exalon. I 1930'erne hed stedet Colibri, i 40'erne Arabisk Kaffesalon Mokka, og i starten af 50'erne, da Exalon var kommet til lå der også noget, der hed Guldæblet på adressen. I 1932 fungerede det som teateret Rigoli, der vist kun nåede en forestilling, nemlig Hyttefadet i 1932 med blandt andre Stig Lommer.

Den 27. oktober 1943 fandt der en ganske voldsom handling sted i Arabisk Kaffesalon Mokka. Det skete vistnok bagerst i det lokale i stuen, hvor Absalon senere havde dansegulv. Altså, lige over kirkegårdens mange hundrede børneskeletter. Det er en af de meget få aktioner, som modstandsbevægelsen udførte, der rent ud var terror.

Normalt forsøgte modstandsbevægelsen at holde sin sti ren. Man udførte sabotageaktioner mod fabrikker, som arbejdede for tyskerne, man saboterede togskinnerne. Man sprængte ikke bomber på caféer. Man var en modstandsbevægelse, ikke terrorister.

Dog var der lige en undtagelse eller to ...

BOPA

Det kræver en lille forhistorie at forstå. I 1943 havde Danmark været besat af tyskerne i tre år. Modstandsbevægelsens forskellige grupper var blevet mere organiserede. Men modstandskampen var stadig ikke blevet så blodig, som den senere blev. Det var endnu ikke almindeligt, at modstandsbevægelsen likviderede stikkere, det var ikke almindeligt, at modstandsfolk, som tyskerne havde fanget, blev dræbt. Det skulle snart ændre sig.

En af modstandsbevægelsens store sabotagegrupper hed Bopa. Det var en forkortelse for BOrgerlige PArtisaner, noget de kaldte sig, fordi englænderne ikke var så vilde med at støtte en kommunistisk gruppe. Den hed nemlig først Kopa og var startet af det kommunistiske parti.

Aage Nielsen var sabotør i Bopa. Han gik sammen med sine to brødre for at være nogle af de dygtige af slagsen. I september 1943 havde han planer om at sabotere Lystrups Bilværksteder på Pileallé på Frederiksberg. Han havde fået kontakt med en ansat, Jens Olsen, som han fik til at smule sprængstof ind på værkstedet for sig, men den ansatte stak ham til tyskerne, og Aage Nielsen blev taget af Gestapo.

Og så spidsede tingene til. Hadet voksede. Aage Nielsens brødre fik fat i Jens Olsen, som blev grundigt forhørt de næste dage. Han nåede at nedskrive sin tilståelse den 5. oktober, før han blev ført ud i Søborg Mose og skudt! Modstandsbevægelsen havde ikke tidligere likvideret stikkere. Jens Olsen var den første, men langt fra den eneste - i løbet af det næste halvandet år blev godt 400 andre stikkere dræbt.

På en eller anden måde havde Aage Nielsens brødre fået besked om, at Gestapo udsatte ham for voldsom tortur i Vestre Fængsel. Magtesløsheden må have været utålelig. Jeg kan levende forestille mig, hvordan had og raseri må være vokset i dem i løbet af de dage.

Samtidig var tyskerne, der ellers havde behandlet Danmark noget blidere, end de havde for vane i andre af de besatte lande, begyndt at tage hårdere midler i brug. Først i oktober havde de taget jøderne, eller det vil sige, modstandsbevægelsen og andre havde fået de fleste danske jøder smuglet i sikkerhed i Sverige i sidste øjeblik. I alt dræbte tyskerne omkring 6 millioner jøder under krigen.

TERROR I FREDERIKSBERGGADE

Modstandsbevægelsen må have haft stærke problemer med at styre deres medlemmer i de dage. Hadet kogte, magtesløsheden nærede raseriet. Folk begyndte at handle selv.

Der var to værtshuse på Frederiksberggade, som tyskere ofte besøgte for at møde danske piger. Det ene hed Café Tosca og lå i nummer 24, lidt længere nede mod Gammeltorv, hvor tøjbutikken Companys ligger i dag. Her sprang tre sabotører fra Bopa den 9. oktober 1943 flere brandbomber midt blandt caféens gæster. Flere gæster fik brandsår, men ingen alvorligt.

Fem dage senere eksploderede en et-kilos bombe samme sted, og denne gang såredes en tysk soldat, en dansk nazist og tre danske kvinder. Hvor alvorligt har jeg ikke kunnet finde ud af.

Dn 18. oktober døde Aage Nielsen i fængslet som følge af Gestaps tortur. Liget blev overført til Retsmedicinsk Institut på Rigshospitalet, hvor Aage Nielsens to brødre, stak en pistol under næsen på en af de ansatte og tvang ham til at give dem adgang til liget. De mødtes af et grimt syn. Der var ingen tvivl om, at deres lillebror var blevet torteret ihjel.

Den 27. oktober placeredes en bombe på Café Mokka på Frederiksberggade 38. Denne gang skulle det kunne mærkes. Bomben bestod af 5 kilo af det tyske sprængstof Astralit, som man havde fyldt med metalstumper. Denne bomber var designet til at skade cafégæsterne mest muligt. Klokken 22:20 eksploderede den.

Dette var IKKE en aktion, som modstandsfolkene pralede af efter krigen. Overstående har jeg stykket sammen fra bøger og internet. Når det kommer til antallet af dræbte og tilskadekommende er det meget svært at få et overblik. Nogle nævner 7 dræbte, andre kun 1, men mange alvorligt sårede. De fleste undgår helt at sætte tal på. I følge kobenhavnshistorie.dk døde der 3 tyskere og en dansker, mens 40 blev sårede, 26 danskere og 14 tyskere.

Modstandsbevægelsen udførte ikke flere af denne type aktioner. Det var slut med terror fra deres side.

Tyskerne uddelte en kollektiv straf, der ramte alle københavnere for attentatet mod Cafe Mokka. Københavns kommune fik en bøde på en million kroner, og der blev indført en uges spærretid, hvor ingen måtte gå ud mellem klokken 20 og 6 næste morgen. Det kan virke som en meget hård og uretfærdig straf med vore øjne, men for nazisterne har det nok været noget andet: De havde trods alt tidligere skudt hele landsbyer som straf for attentater i andre lande.

Modstandsbevægelsens værste og måske eneste virkelige terrorangreb fandt sted i netop de lokaler, hvor det hjemsøgte Diskotek Absalon havde til huse 50-60 år senere.

Om det har forbindelse til de spøgelser, diskoteket senere fik ry for at rumme, kunne være en nærliggende tanke. I hvert fald nævte Nanna Andersen en mandlig og skræmmende tilstedeværelse i afsnittet Det var værst øverst oppe, ligesom clairvoyante Marion Dampier-Jeans i afsnittet Marie, den hvide dame i sidste uge fortalte om søfolk og en 'mand fra floden', ikke fra 'søen', som man normalt ville sige på dansk.

Om den formulering skyldes, at Marion Dampier-Jeans har boet mange år i England - eller at søvejen i Tyskland ofte er via floderne, tja, det vil jeg lade være op til dig at afgøre. Jeg vender tilbage til den mandlige tilstedeværelse og terrorangrebet, når vi skal høre flere øjenvidneberetninger fra flere af de ansatte på diskoteket senere i serien.

I næste uge vender Nanna Andersen, der var inspektør på Diskotek Absalon i ti år, tilbage og fortæller om den hvide dame - og hvordan spøgelserne tvang diskoteket til at flytte DJ'ens pult.


Har du har mystiske oplevelser på Diskotek Absalon?

Har du selv oplevet sære og uforklarlige ting i dette område, eller kender du historier fra Frederiksberggade 38 og nabolag?

Så lad os endelig høre din oplevelse også!

Adressen finder du ved at klikke her.




Hjemsøgt - Spøgelseshistorier fra virkeligheden

Fik du læst:

Absalon

Den store brand startede hvor det hjemsøgte diskotek blev bygget senere

Den store brand

Branden i 1728 - værste katastrofe nogensinde i København

"Ilden startede altså her, hvor Clemens kirke lå to hundrede år før, og Diskotek Absalon 250 år senere. Den værste katastrofe, der har ramt byen til dato."

Diskotek Absalon, 9. afsnit.