Absalon
Diskoteket og spøgelserne.
Hjemsøgt efterforsker et af landets mest hjemsøgte steder.
DET VAR VÆRST ØVERST OPPE
Diskotek Absalon, 2. del.
Af Steen Langstrup:
"Det var meget levende det hus der," griner Nanna Andersen, "men jeg savner det stadig."
Nanna Andersen var inspektør med ansvar for personalet på Diskotek Absalon de sidste ti år af diskotekets levetid. Jeg møder hende en tidlig eftermiddag i oktober 2010 på en café i nærheden af det nu nedrevne diskotek. Hun er en munter kvinde, der griner meget, mens hun fortæller historierne om Absalons spøgelser. Man kan mærke, hvor stærkt sammenholdet mellem personalet, der talte godt 60 ansatte, har været. Der er vemod i stemmen flere gange.
For eksempel når hun fortæller om hverdagen på diskoteket, som var et af de få steder, der havde åbent alle ugens dage. Om dengang der var døve-OL i København, og huset havde 600 tavse gæste, eller da Peter Schmeichel spillede trommer i en brandert derinde. Absalon var det gamle Brøndbys stamsted i mange år.
Spøgelserne?
"Jo, længere op i huset man kom, jo værre blev det," siger hun alvorligt og giver sig til at tegne et kort over husets mange rum på forskudte etager. Jeg har selv været der et par gange, men det ligger måske 20 år tilbage i tiden, og det var måske endda helt tilbage til dengang, det hed Exalon. Personligt husker jeg ikke andet end, at der var flere dansegulve og en pokkers masse trapper.
Hun tegner stueetagen med strøgbar, entre og diskotek og trapper, der fører op til det store diskotek på første salen. To dansegulve under op til et tag to etager oppe, der kunne åbnes om sommeren, så man kunne danse under nattehimlen.
Og så restauranten ...
RESTAURANTEN
"Jeg har aldrig brudt mig om restauranten. De første måske to år, brugte jeg restauranten til at skyde genvej. Men det stoppede jeg med." Restauranten bestod af mange mindre lokaler i to etager. De havde alle vinduer ud mod det store diskoteks to dansegulve, men blev kun brugt til julefrokoster. Resten af året lå lokalerne tomme hen. "Det var meget lave lokaler med loftsbjælker med gamle, dystre indianerbilleder og cowboybilleder på væggene. Få år før jeg startede, havde der ligget en restaurant i lokalerne, og de gik på røven. Der kom slet ikke nogen gæster. Og de fandt aldrig rigtig ud af hvorfor. Og der var aldrig nogensinde nogen, vi kunne leje det ud til sidenhen, så det fik bare lov at stå."
Disse sære, ubenyttede restaurationslokaler var et af de steder i Diskotek Absalon, hvor det spøgte mest.
"Jeg har aldrig set noget med det blotte øje, men jeg har oplevet gespenster mange gange. Inde i restauranten kunne jeg af og til mærke denne store mande-agtige ... ting. En dag kom han helt tæt bagved mig og sagde: Skrid! Jeg hørte ordet: Skrid! Det var en mandestemme. Siden ville jeg ikke derop. Mit personale har alle årene mobbet mig, fordi jeg ville ikke derop. Så hvis jeg skulle bruge noget, så benyttede jeg min magt til at sige: 'Du skal op og hente det, fordi jeg går ikke derop'," griner Nanna.
"Andre steder, du kunne mærke, du var overvåget i hele huset, men lige præcis der var det altså ondskabsfuldt. Og vi var ikke velkomne."
Men hun griner lidt af det. Jeg fornemmer, at hun er 100% overbevist om, at det hun fortæller er sandt. Der var ting i det hus, som hun var virkelig bange for, og mange af de ansatte havde det lige sådan, men kun få sagde op af den grund. Man brugte det mere til at drille hinanden med. Nanna blev mobbet, fordi hun ikke turde komme i restauranten, ligesom hun drillede andre ved andre lejligheder. Man levede med spøgelserne, man undgik de værste, og så morede man sig, når spøgelserne skræmte en af de andre.
DEN HVIDE DAME
Højere oppe i huset lå endnu et diskotek som blev brugt nogle få år omkring årtusindeskiftet, indtil brandtilsynet lukkede det. Bag dette lå hovedkontoret, som Nanna benyttede til de administrative ting, når hun havde vagt om natten. Her kunne man møde Den hvide dame.
"Det var heller ikke altid jeg fik lov til at sidde deroppe. Der kunne jeg mærke hendes tilstedeværelse. Der var nogen fra personalet, der sagde, at de havde set hende. Jeg har aldrig set hende. Men der var heller ikke nogen tvivl, når hun var tilstede. Nogen gange fik jeg lov til at sidde der, andre gange blev jeg bedt om at gå. Og så gik jeg bare. Det er sket to gange, at jeg simpelthen er løbet ned ad trapperne og har bedt dem om at gå op og låse af. Jeg skulle simpelthen ikke derop igen. Lyset har kommet og gået, som det ville. Og når vi haft folk inde at se på ledningerne, har der ikke været nogen fejl at finde. Så som regel når vi havde noget galt i huset var det enten rotterne eller spøgelserne, der havde lavet ulykker. I hvert fald med elektriciteten, ikke."
"Jeg har haft to makkere i de ti år, jeg var der. Den tredje, der kom til, han gik bare og grinte af os og sagde, vi var tossede. Vi sagde, 'Jaja, det er fint, du griner bare, det er okay.' Der gik ikke lang tid, jeg tror der gik to-tre måneder, så blev han så også bange. Så synes han heller ikke, det var fedt."
"Jeg fik min søn, mens jeg var derinde, og han var så med mig på kontoret om dagen, når jeg skulle arbejde administrativt, lige fra han var blev født af. Og da han var blevet større og var begyndt at kunne snakke, sagde han en dag til mig nede i entreen: 'Ej, mor jeg vil ikke derop.'
Jeg siger 'hvorfor?'
'De er deroppe' siger han så og peger op ad trappen, og jeg vidste jo godt, hvad han mente.
Så siger jeg, men du skal bare sige til dem, at de skal gå væk. Sig til dem, at du bryder dig ikke om, at de driller dig. Og det gjorde han så. Og det hjalp. Da vi så passerede døren til restauranten, så peger han bare: 'De er derinde, mor.'"
"Rasmus, som var min makker til at starte med, hans hund havde nøjagtig det samme forhold til restauranten. Den stod og gøede ud i luften, og ville ikke i nærheden af det sted. Så det lidt sjov, for man siger jo at børn og dyr kan mærke den slags."
ONKEL BOB
"På et tidspunkt havde vi nogle gamle 50er figurer af negere, der sad og spillede på instrumenter. Vi havde dem fra et andet diskotek. De stod der bare, og vi fik lov til at tage en med hjem hver. Og jeg tager sådan en spillemand med hjem. Og det gør Rasmus også., men han afleverer sin tilbage en uge efter, fordi hans hund gik fuldstændig amok. Den kunne ikke have den der figur. Den gøede og gøede og gøede. Og min søn havde det samme problem. Han græd, hvergang han var i nærheden af den. Og til sidst måtte jeg prøve at rense den og sige 'hallo hvis der er noget, så gå væk'. Og til sidst så hjalp det. Vi døbte ham Onkel Bob og har ham stadigvæk."
"Clairvoyanterne sagde i øvrigt også til os, at vi skulle rense os selv, inden vi gik, for ikke at slæbe det med hjem. Der er mange af os, der har haft slæbt noget med hjem. Som har haft noget siddende, ikke? Noget af det var godt, og noget var ikke positivt. Men man var ikke i tvivl."
"Clairvoyantskolen brugte diskoteket til nogen af deres elever, men det blev så omfattende fordi ... det er noget med clairvoyanterne siger, at dem som er døde og begravet ser de kun som skygger. Og så har du så alle dem her, som kommer og går. De sagde, vi havde så mange gæster, der kom og gik, at de slet ikke kunne holde styr på det. De sagde også, at hvis vi ville have fjernet dem, ville det tage forever og drive dem alle over på den anden side. Så det var fuldstændig umuligt at få dem væk. Og det var heller ikke vores interesse, skal lige siges, for det var det der gjorde det sjovt jo."
Når Nanna taler lidt indforstået om 'dem som er døde og begravet', mener hun på den nedlagte kirkegård, som diskoteket er bygget oven på. For her på dette område lå Københavns første kirke, Clemens Kirke, og omkring den - kirkegården. Arkæologerne havde længe presset på for at få lov at grave under dansegulvet i diskoteket i stueetagen. Nanna fortæller, at hun på et tidspunkt forslog, at man lod dem grave, men under et lag plexiglas, så gæsterne kunne danse oven over udgravningerne. Det syntes hendes chef ikke var en god idé. Da huset blev revet ned i 2008, fik arkæologerne endelig lov at foretage deres udgravninger, og rygtet vil vide, at de fandt flere hundrede børnelig lige under dansegulvet. Måske ikke den rareste tanke, at man har stået der og danset på gamle grave. Jeg vender tilbage til Clemens kirkegård i senere afsnit.
LEJLIGHEDEN HELT OPPE
"Det var en rimelig stor lejlighed. Ca 120-140 kvm. Skråvægge. Faktisk kunne man kigge ud over Rådhuspladsen, man kunne også gå ud på taget, og så kigge over til rådhuset. Men du boede altså lige op over diskoteket. Du var nødt til selv at være i branchen, for du fik ikke fred fredag og lørdag. Min veninde boede der i måske tre år. Jeg har sovet deroppe to gange. Jeg har aldrig været så bange i hele mit liv. Jeg skulle fandme aldrig nogensidne der op igen. Det blev: hvis vi skal drikke, så bliver det nede på mit kontor, og ikke oppe hos hende. For det kunne jeg slet ikke holde ud."
"Jeg ved at andre fra personalet, når vi har crashet deroppe og har været på morgendruk eller noget, at de havde det lige sådan. Når man vågnede op efter nogle få timer eller noget, så havde man travlt med at komme hjem. Jeg forstod slet ikke, hvordan de kunne holde ud at bo deroppe. De har haft rigtig mange oplevelser med de forskellige spøgelser. Måske vænnet de sig bare til det?"
"De hørte lyde konstant. Der var en lang gang, hvor man hele tiden kunne høre folk gå. Jeg har aldrig været deroppe en helt nat, for det turde jeg sgu aldrig. Jeg skulle bare hjem. Det kunne sgu være ligemeget. Selvom man var bankestiv!"
I næste uge fortæller forfatter Bo Bomuld Hamilton-Wittendorff, der har skrevet bogen Guide til det okkulte Danmark at stedet allerede havde ry for overnaturlige hændelser helt tilbage i 1500-tallet, da Clemens Kirkegård stadig lå her.
Har du har mystiske oplevelser på Diskotek Absalon?
Har du selv oplevet sære og uforklarlige ting i dette område, eller kender du historier fra Frederiksberggade 38 og nabolag?
Så lad os endelig høre din oplevelse også!
Adressen finder du ved at klikke her.
| Tweet |
