WORK IN PROGRESS

Halvvejs i manus

Som en lukket bog(handel)

 

Læs mere om de ting, jeg arbejder på, netop nu.

 

13. december 2017

Det tager altid længere tid at skrive en bog, end jeg regner med, når jeg går i gang. Da jeg kom hjem fra sommerferie og vidste, at jeg skulle til at skrive den her roman, troede jeg, at jeg ville have første gennemskrivning klar i løbet af januar. Sådan bliver det ikke. Jeg har nu skrevet lidt mere end halvdelen af manus, og der er altså stadig langt til slutningen. Men der er selvfølgelig ikke andet at gøre end at klø på. Det skrider stille og roligt fremad.

Som skrevet tidligere skriver jeg denne gang en gyserroman, hvor inspirationen stammer fra stemningen i forladte bygninger. Det er næsten som at se på en lukket bog. Man undres over, hvad den gemmer af hemmeligheder.

Denne gang har jeg udvalgt et særligt foto, som jeg tog i Malta i 2012. En gammel, forladt boghandel.

Et levn fra en svunden tid. En gammeldags boghandel. Jeg forestiller mig, at det var sådan en boghandel, der solgte bøger og ikke så meget andet. En rigtig boghandel. Måske blev den drevet af et ældre ægtepar. Jeg kan næsten se dem for mig. Lugte bøgerne. Føle tristheden, da boghandlen lukkede efter mange år.

Lukkede den, fordi ejerne blev for gamle? Fordi badegæsterne i Malta ikke længere gad læse bøger? Fordi huslejen steg?

Man kan forestille sig hvad som helst, og det er netop det, jeg synes er det fede ved gamle forladte bygninger. De får en til at stoppe op og undres.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien