TILBAGEBLIK

Pyromania

Tankerne bag min pyroman-thriller

 

Ingen bøger er ens. Alle har deres historie. Og alle lever de deres eget liv efter forfatteren har sluppet dem, og bogen er udkommet. I serien TILBAGEBLIK fortæller jeg lidt om, hvordan bøgerne blev til, hvorfor jeg skrev dem, og hvordan jeg selv opfatter dem i dag.

 

Tilmeld dig mit nyhedsbrev - og modtag årets gratis sommernovelle op til sommerferien

Tilbageblik på 'PYROMANIA'

 

På Nørre Farimagsgade, med kaos i livet

Jeg startede på at skrive 'Pyromania' i 1995. Jeg droppede projektet efter få måneder og startede på en anden bog, som jeg også droppede. Alt var kaos. Alt var forandring. Jeg havde mistet et hvert greb i, hvem jeg selv var, hvorfor jeg gjorde noget som helst. Jeg sejlede rundt i livet.

Jeg debuterede med 'Kat' i februar måned. I april skred kæresten. En kort overgang anede jeg ikke, om jeg kunne blive boende i lejligheden. I november udkom min anden bog, 'Blodets nætter'.

Jeg væltede rundt i byen. Der var fester flere nætter hver uge. Jeg havde ingen idé om, hvem jeg selv var, hvad jeg ville, hvad der betød noget, hvorfor jeg overhovedet var til.

Jeg havde i årevis været ham fjolset, man grinede lidt af, ham, der i alvor troede, han en dag ville kunne leve af at tegne tegneserier. Ham, der sad alene derhjemme og tegnede som en gal, mens han levede på en sten, ham, der ikke havde nogen interesse i at tage en uddannelse.

Jeg tegnede for forskellige musik- og ungdomsblade, men det var småting, og jeg havde selv mistet troen på det. 'Kat' havde jeg skrevet mest som en slags undskyldning for ikke helt at opgive den kreative drøm. Men i 1995 blev den udgivet, alt ændrede sig, og jeg var på ingen måde klar til det.

Pludselig var den kiksede drømmer, som måske var lidt småpinlig, forvandlet til en aviserne interviewede og skrev om. Jeg var pludselig en, man gjorde et nummer ud af at kende. Jeg havde det lidt som Jeppe, der vågner op i baronens seng. Jeg gik og ventede på, at det ville blive afsløret, at det hele var snyd. At blive anmeldt var sgu også noget af en mundfuld. Jeg blev kaldt alt fra talentfuld til håbløs. Jeg ville jo gerne lære af det, som alle sagde man kunne, men det var ét kaos af modsigelser. Det, den ene roste, fik hug af den anden. Jeg anede ikke, hvad der var op og ned.

Der gik måneder uden jeg fik skrevet et ord. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det var, der gjorde udslaget, men i løbet af efteråret 1995 skrev jeg 'Pyromania' færdig. Jeg havde det på ingen måde godt med resultatet, men min redaktør var begejstret, og forlaget antog bogen til udgivelse, og jeg fik mit forskud, som faldt på et tørt sted.

'Pyromania' var den første bog, jeg skrev fra ende til anden på computer. En gammel, brugt bærbar Hyundai.

 

 

Orkede ikke skabeloner

Mine første bøger rummede en stor del trods mod genreskabeloner. Jeg var faktisk lidt vred på genrefilm og genrelitteratur. Jeg følte, man gentog den samme grundhistorie i en uendeligehed - og selv nye fede idéer blev kedliggjort og presset ned i kendte genreskabeloner. Som om historien var ligegyldig. Som om det var nok, man havde sit lille salgsgimmick, sin gode idé, og så gav resten sig selv. Jeg hadede, når man 50 sider inde i en bog, kunne forudsige resten af handlingen. Hvorfor så spilde min tid med at læse det! Giv mig mere, overrask mig, vov noget! Jeg var en vred ung mand på pop-kulturens vegne.

Jeg havde på det tidspunkt skrevet to overnaturlige gyserromaner, der begge var under udgivelse på Høst & søns forlag. Jeg nægtede at blive endnu en skabelon-bruger, jeg ville mere end det. Så jeg ville prøve kræfter med noget nyt. I 1990erne var springet fra horror og gys til thriller ikke så stort. Både Koontz, King og Laymon sprang rundt mellem disse genrer - et gys behøvede på ingen måde være overnaturligt dengang. Seriemordere fyldte meget i horror-/thrillergenrene dengang.

Selvom jeg åd mig gennem mange bøger og film om seriemordere, så havde jeg meget lidt lyst til selv at skrive om hverken mord, mordere eller seriemordere. Det blev simpelthen gjort for meget. På den anden side, tørstede jeg efter at skrive noget, der ikke var overnaturligt. Der er bare ikke meget kriminalitet, der kan det samme som mord, når det kommer til at skabe et godt gys. Lige indtil jeg en dag så et hus brænde ned ikke så langt fra, hvor jeg boede.

En pyroman?

Tanken var dårligt tænkt, før skelettet til en god, gammeldags, men rimelig grum og overraskende whodunnit begyndte at tage form. Jeg havde fundet min nøgle.


Pyroman-whodunnit

Whodunnit genrens kispuds og indbyggede paranoia mødte pyromanbrandenes inferno, mens katastrofens helvede spillede op mod ungdommens uskyld og naividitet. Venskaber, forræderi og frygten for at brænde levende. Der var mange gode kort at spille, mange trumfer i ærmet.

Min beundring af Ira Levin skinnede også igennem. Jeg havde læst 'Et kys før døden' og var dybt imponeret over, hvordan han først havde ladet os komme helt ind på livet af morderen i bogens første tredjedel for derefter at springe til en anden hovedperson, uden at afsløre, hvem morderen var. 'Pyromania' rummer nogle mellemspil, der næsten alle hedder 'Gløder i asken', og her kommer vi helt ind i hovedet på pyromanen, på samme måde, uden at det røbes, hvem pyromanen er. Den del er skabt i beundring af Ira Levins geni.

En del gysere, rigtig mange thrillers og endnu flere krimier har politifolk, detektiver eller journalister i hovedrollerne. Jeg var syg og træt af dem. Jeg ville langt hellere skrive historier, hvor dem, der hvivledes ind i mareridtene, var langt dårligere rustet til at håndtere farlige situationer. Jeg ville hellere læse og skrive om almindelige menneskers mareridt fremfor at følge endnu en knivskarp, men småfordrukken betjent/detektiv/journalists opklaring af endnu en forbrydelse.

Med 'Pyromania' følte jeg, at jeg havde en god indgangsvinkel til netop det.

 


Hovedpersonerne

Der er syv hovedpersoner i 'Pyromania'. De er venner, sådan lidt på kryds og tværs. Der er Thomas, der spiller i bandet '1>4'. Thomas er den mest modne og fornuftige af de syv. Han brændte selv sin skole ned som barn, og han er den første, der regner ud, at pyromanen må være en af de syv. Lars er Thomas' næreste ven. Helt fra barndommen. Lars er vennekredsens klovn. Ham, der altid laver sjov og aldrig er alvorlig. Dorthe er Lars' kæreste, en lidt usikker ung kvinde. Søren og Camilla har været kærester i flere år, men det knirker lidt, fordi Camilla er meget jaloux. Mette er en glad men overvægtig kvinde, der aldrig har haft en kæreste. Anna er nok den mindst fucked af dem alle. De er alt i alt en ret almindelig venneflok i tyverne. Hvis altså ikke en af dem havde en svaghed for store bål. En svaghed, der kommer til at koste flere af dem livet, en svaghed, der udløser en katastrofal diskoteksbrand i hjertet af Købehavn.

 

 

Drageguden

Pyromanien, den indre dæmon, der driver pyromanen i 'Pyromania' er en levende metafor, som pyromanen kalder for Drageguden. Den er altid nær, og for pyromanen er den virkelig nok, så virkelig, at det ikke spiller nogen rolle, om den er virkelig eller ej for alle os andre, fordi de brænde, den får pyromanen til at starte, er særdeles virkelige og dødbringende.

Drageguden var et fedt monster at arbejde med, fordi monstre hører til i horror og gys, hvor de så altid viser sig at være virkelige, men Drageguden tager aldrig skridtet fra indre dæmon til virkelig dæmon. I hvert fald ikke i 'Pyromania'. Læser man 'Pyromania' ind i hele forfatterskabet, kan man måske få en anden tanke.

 

Tråde til andre bøger

Nu bliver det lidt nørdet, men jeg kan godt lide at trække tråde mellem mine forskellige historier. Det er ikke noget, jeg gør altid, og det er ikke noget, man behøver vide eller være opmærksom på for at få det fulde udbytte af historierne. Men hvis man er lidt nørdet - et plusord i min bog - så vil man måske kunne more sig med at finde dem.

'Pyromania' er en central bog i mit tidlige forfatterskab og rummer tråde til både tidligere og senere bøger. I bogens start sidder Thomas og Lars i en bil på Langelinie i København og snakker om syndfloden to år tidligere — altså det voldsomme skybrud, som dannede kulissen i 'Kat'. Senere i et flashback oplever Dorthe et ubehageligt minde fra Gillsby, som er min fiktive by, hvor flere af mine historier har udspillet sig bl.a 'Blodets nætter', novellen 'De sidste' fra '9 før døden' og romantrilogien 'Plantagen'.

Den store diskoteksbrand i 'Pyromania' er også en vigtig brik i 'Fluernes hvisken' og dermed også i 'Plantagen'. Dertil var 'Pyromania' den første bog, hvor min snart tyndslidte bi-person, kriminalbetjenten Flemming Koch, dukkede op. Ham har jeg brugt mange gange siden bl.a. i 'Fluerens hvisken', 'Fra ryggen', 'Plantagen' og 'Katrine'.

 


Soundtrack

Jeg har lidt mit eget soundtrack i hovedet til mange af mine bøger. Når det gælder 'Pyromania' tog det lidt overhånd. I første gennemskrivning havde jeg nemlig indsamlet hundredvis af citater om ild og ildspåsættelse fra musiknumre. Hvor der i den færdige version var et tegnning af en brændt tændstik mellem hvert kapitel, var der i første gennemskrivning således et citat om ild, og for mig havde hvert kapitel derfor sit eget soundtrack. Jeg kan stadig selv fornemme, hvilket nummer der skulle have været citeret før kapitlet visse steder i bogen. Jeg var ret ked af det, da min redaktør krævede citaterne ud af bogen, men i dag kan jeg godt se, at hun havde ret, og jeg er glad for, at de blev slettet. Også selvom jeg selv hører dem endnu, når jeg roder med bogen.

 

Tanker, når jeg ser tilbage på bogen

Havde jeg oplevet den nye opmærksomhed som overvældende i 1995, i kølvandet på mine to første bøger, så blev det kun værre, da 'Pyromania' udkom året efter. En enkelt anmelder kom til at kalde den 'et satanisk mesterværk' og ugen efter på bogmessen i Frankfurt var der pludselig noget nær stormløb på forlagets stand. Rækken af udlandske forlag, der ville læse bogen, var alenlang. Flere filmselskaber var interesserede.

Og der stod jeg så, med en bog, jeg ikke rigtig var glad for selv. Det er jeg måske aldrig blevet, men tiden har lært mig, at forfatteren aldrig kan være læser, og en stor del af forfatterens egne følelser for et værk bunder i, hvor man selv havde det, mens bogen blev til. Hvilke følelser jeg har for bogen og dens tilblivelse betyder mindre. 'Pyromania' er en bog, mange læsere og anmeldere har taget til sig. Den har givet dem gode oplevelser, og et eller andet sted er det en trøst i livet, at man kan give noget godt videre, selv hvor man er mest ude at sejle selv.

I månederne efter 'Pyromania' var udkommet, troede alle vist, at jeg ville blive branchens nye guldkalv. Zentropa købte filmrettighederne under stor medieopmærksomhed. Der blev udgivet paperbacks som var ude i alle landets kiosker. Mine bøger fyldte boghandlernes vinduer. Der lå gratis tændstikæsker med 'Pyromania' ved boghandlernes kasser. Norske forlag bød på bogen. Men træerne voksede ikke ind i himlen. Trods den store interesse på bogmessen i Frankfurt lykkedes det ikke forlaget at få solgt rettighederne til andet end Norge. Zentropa fik aldrig lavet filmen. Der blev ikke smedet, mens jernet var varmt. Måske gjorde alle, hvad de kunne. Måske var mine følgende bøger ikke de rigtige. Måske skulle jeg havde skrevet nogle andre og bedre bøger? Måske, måske, måske.

Når jeg ser tilbage på den Steen, jeg var i de år, så er jeg nærmest taknemlig for, at det ikke blev til mere. Selvfølgelig ville jeg gerne have været rig og en stor succes, men jeg tror simpelthen ikke, jeg var klar til det. Jeg var alt for fucked indvendig. Der er mange eksempler på rockstjerner, filmstjerner og bestsellerforfattere, der er blevet smadret af for meget succes på det forkerte tidspunkt i livet. Jeg er her stadig, og jeg har stadig drømme, men den Steen, jeg var dengang, han havde næppe kunne håndtere det.

'Pyromania' står stadig som en vigtig bog i mit tidlige forfatterskab. Dengang jeg var en af de mange nye 90er-forfattere. Den sælger stadig. Der er lige blevet trykt et nyt oplag. Forskellige filmselskaber har haft option på bogen over årene, men ingen er nogensinde nået længere end til at tumle med manuskriptet. 'Pyromania' er stadig blandt de bøger, jeg har tjent mest på. Og i øvrigt den eneste af mine bøger, der udgivet på Braille.

Så, hey, det gik måske helt som det skulle i den sidste ende. Og har du ikke læst den endnu, så kan det være, du skulle give den en chance.

 

 

Her kan du læse TILBAGEBLIK på andre af mine bøger