Hjemsøgt
 |
HJEMSØGT KÆLDERLEJLIGHED
Dette er en sand historie, fortalt af den kvinde, der selv bor i kælderlejligheden
På et tidspunkt forlod vi stuen og gik sammen ind i soveværelset, og da vi lukkede soveværelsesdøren, hørte vi løbende skridt op ad trappen inde i stuen. Trappen ender blindt og fører ingen steder hen. Den er en rest fra før kælderen blev delt fra resten af huset og lejet ud som lejlighed.
Steen Langstrup om baggrunden for denne historie:
Jeg lærte Beth at kende gennem Scrabble på Facebook. Det er ikke unormalt, at man udveksler et par almindeligheder med dem, man spiller med, men da jeg fortalte, at jeg levede af at skrive horror, begyndte Beth at fortælle om de ting, der skete omkring hende på det tidspunkt, og pludselig åbnede der sig en af de mest uhyggelige beretninger om spøgelser, som jeg til dato har hørt.
Beth bor i det sydligste England og hedder i virkeligheden noget andet, men af hensyn til sin husværts blodtryk har hun ønsket at være anonym her. Det følgende er hendes egne ord - i min oversættelse - på, hvad hun har oplevet i løbet af den tid, hun har boet i sin kælderlejlighed.
Her er historien, som hun oplevede den ...
HJEMSØGT KÆLDERLEJLIGHED
Jeg flyttede ind i denne kælderlejlighed i juli 2009 sammen med min kæreste (som nu er min ex). Lejligheden ligger i kælderen til et stort hus, bygget i 1820. Omkring en uge efter vi var flyttet ind, begyndte sære ting at ske. I starten var det mest lyde, som jeg ikke tog så alvorligt. Et gammelt hus har jo tit sine lyde. Det kunne være lyden af slag ude fra køkkenet, som om skabslågerne blev smækket hårdt i, eller porcelæn, der klirrede.
Snart opdagede vi, at døre, vi mente, vi havde lukket, før vi forlod lejligheden, var åbne, når vi kom hjem. Især badeværelsesdørene (der er to. Her har tidligere været frisørsalon og kontor før det). Den dør, der oftest blev åbnet, når vi ikke var hjemme, brugte vi slet ikke. Den var nemlig blokeret af en gammel fryser, som jeg havde placeret bag den. Men når vi kom hjem, skete det, at døren var gået op, og fryseren skubbet ind i rummet.
Det skete, at vi mærkede iskolde trækvinde, selvom alle vinduer og døre var lukkede, og der ikke var nogen steder, det kunne trække fra.
Jeg gjorde det til en vane at låse alle døre, før vi forlod lejligheden. Alligevel kunne vi finde bagdøren på vid gab, når vi kom hjem. Nu lader jeg ikke længere nøglen sidde i - jeg har nemlig set nøglen dreje i låsen helt af sig selv.
De her ting skræmte mig slet ikke. Jeg begyndte først at blive bange en nat, hvor vi begge kunne høre skridt, som om nogen bevægede sig rundt i lejligheden, lydene blev snart fulgt af underlige lysglimt. På et tidspunkt forlod vi stuen og gik sammen ind i soveværelset, og da vi lukkede soveværelsesdøren, hørte vi løbende skridt op ad trappen inde i stuen. Trappen ender blindt og fører ingen steder hen. Den er en rest fra før kælderen blev delt fra resten af huset og lejet ud som lejlighed. Jeg tror, de har ladet trappen blive for det tilfælde, at de selv skulle ønske at bruge kælderen igen.
Min kæreste og jeg begyndte at skændes oftere. Mest over de sære ting, der skete i hjemmet. Jeg følte, at han overreagerede, blev irrationel og paranoid, jeg følte, at han blev alt for bange - der måtte jo være en fornuftig forklaring på det hele. Han sagde, at han havde det, som om en eller anden kraft forsøgte at drive os fra hinanden, så den kunne få mig helt for sig selv. Han krævede, at vi skulle sove med lyset tændt hele natten, men jeg kunne ikke sove, når lyset var tændt, og vi skændtes forfærdeligt. Vores forhold blev anstrengt og ustabilt.
En nat, hvor vi skændtes, jeg sad på sengen, og han stod mellem mig og døren, så jeg en høj, kutteklædt skikkelse bag ham. Han fornemmede, at jeg kunne se noget bag ham, men jeg løj og sagde, at der ikke var noget. Jeg ville ikke gøre ham mere paranoid, end han var i forvejen. Men skikkelsen blev stående bag ham nogle minutter, mens vi skændtes videre, og jeg forsøgte ikke at se på den, men jeg var rædselsslagen og rasende på samme tid, og raseriet hjalp mig gennem det. Skænderiet fortsatte, og lidt senere så vi begge et hvidt, glimtende lys i et andet hjørne af værelset. Vi så det begge to, og jeg bad ham holde om mig eller bare være hos mig, men han forsatte med at råbe ad mig, mens han forsøgte at ignorere det glimtende lys, og imens blev lyset stærkere og skarpere, indtil skænderiet endelig stilnede af.
Det var mest, når vi skændes, at tingene skete. På et tidspunkt var vi godt oppe at diskutere, da usb-modemet fløj ud af computeren, som han sad ved, og ned på gulvet. Det føltes næsten, som om det var mig, der havde fået det til det.
Dagen efter jeg så den kutteklædte skikkelse, fortalte min kæreste mig, at han havde set en sort, kappeklædt skikkelse bag sig i badeværelsesspejlet, da han barberede sig - hvilket faktisk er samme sted, jeg så skikkelsen aftenen før. Men han beskrev skikkelsen mere i retning af en kappeklædt kusk end den kutteklædte munkeagtige skikkelse, jeg havde set.
I løbet af al denne tid sov jeg meget dårligt. Jeg led af mareridt, hvor jeg drømte, at et usynligt væsen angreb mig i sengen, eller også ville jeg vågne op med et sæt, rystende og badet i sved, med en stærk følelse af at blive set på. Jeg talte i søvne på et uforståeligt sprog, hvilket skræmte min kæreste. Han oplevede selv at føle sig iagttaget af noget i soveværelsesdøren natten lang.
En aften, da jeg lige var gået i seng, men endnu var helt vågen (min kæreste var stadig inde i stuen), hørte jeg et bump ovre fra soveværelses andet hjørne, men jeg var så træt af at bekymre mig over de her ting, at jeg bare vendte ryggen til og lagde mig til at sove. Men inden jeg faldt i søvn, mærkede jeg pludselig en sær fornemmelse løbe gennem mig. Det startede nede i tæerne og gled hele vejen op gennem min krop, og jeg kunne ikke bevæge mig, jeg kunne ikke se eller tale, selvom jeg prøvede. I aner ikke, hvor lang tid, der gik, før jeg endelig kunne bevæge mig igen. Kort efter besøgte jeg min læge, der gav mig nogle sovepiller. Jeg var simpelthen så bange, at jeg ikke kunne sove.
Vi havde en præst ude for at velsigne lejligheden. Han følte en banken i hovedet og følte sig tynget af stedet. Han velsignede lejligheden og bad for os begge. Da han var gået, knugede vi hinanden, og så begge en sort kugle af tæt tåge svæve rundt i rummet. Præstens besøg hjalp ikke, faktisk blev det værre, og jeg kontaktede The Ghostfinder Paranormal Society i London og bad dem undersøge lejligheden. De kom og tog blandt andet et ret forbløffende billede, og siden hen stilnede det hele meget af.
Det var, hvad der skete, mens det var værst.
Jeg har siden været vidne til mange sære lyde og et sidste syn (et par arme, der rakte over sofaryggen lige ved siden af, hvor jeg sad), mumlende stemmer om natten, og døre, der går op og i. Men det skræmmer mig ikke længere, som det gjorde. Siden vi fik lejligheden undersøgt af GPS, lader det til at være gået i sig selv. Jeg tror, at jeg måske enten har vænnet mig til det eller skræmt det væk.
Jeg har boet her alene, siden jeg slog op med min kæreste, og han flyttede væk. Der er ikke længere noget dårligt imellem os, og stemningen i lejligheden er blevet en helt anden. Jeg tror, at 'noget' fik næring af den dårlige stemning, vi skabte, når vi skændtes, eller måske fik 'det noget' os til at skændes for at kunne suge næring fra vores vrede. Hvem ved?
The Ghostfinder Paranormal Society har lagt følgende film ud på youtube med billeder fra Beths lejlighed.
Beth skrev sin historie til mig i en række Facebooks mails. Jeg fik gåsehud flere gange under læsningen af dem og følte med både Beth og hendes ex-kæreste, men der var også ting i hendes historie, som jeg ikke helt forstod. Så jeg mailede hende et par spørgsmål efterfølgende.
Først og fremmest forstod jeg ikke, hvordan hun kunne være så cool. Kæresten tager meget mere på vej, end hun gør: han vil sove med lyset tændt, og det gider hun ikke. De skændes, hun ser en skikkelse bag ham, men siger ikke noget? Jeg selv ville være løbet min vej, mens jeg skreg højt og længe ...
Alle siger, at jeg har været så cool, men jeg var meget meget bange. Jeg tror måske bare, at jeg er en rationel person, og på det tidspunkt, hvor vi havde det der skænderi, var jeg så udmattet og vred, og det skærmede mig af for det på en måde, hvis det giver mening. Jeg havde nået et punkt, hvor jeg var så træt, at jeg bare ikke orkede at tage mig af noget som helst længere. Det rørte mig bare ikke. Jeg tror ikke, at frygten kunne trænge igennem alle de andre følelser, der rasede i mig i det øjeblik. Hvis jeg havde siddet stille og roligt på sengen, da det skete, ville det have skræmt mig fra vid og sans.
Selvom Beths ex nærmest blev skræmt ud af lejligheden af hvad det nu var, de oplevede, så bor Beth der stadig - og hvordan kan hun dog det? Hvad vil der ske, hvis en ny mand flytter ind? Har hun tænkt over det?
Der har kun været én fyr, som er kommet her fast i en periode. Vi har været sammen intimt et par gange her i lejligheden, men der er ikke sket noget overnaturligt. Han er også en fornuftig fyr, meget nede på jorden, og vi er heller ikke kærester (det er lidt forvirrende!).
Jeg føler mig godt tilpas med at bo her. Jeg tror, at hvad det nu var eller er så kunne det ikke lide min ex eller kunne ikke lide, at vi var sammen. Den tyngende fornemmelse forsvandt den dag, han flyttede. Han blev ret paranoid til sidst. Han følte, at både jeg og denne her ånd var ude efter ham.
De fleste af vores skænderier kom af, at han troede, at ånden forsøgte at drive os fra hinanden, så den kunne få mig alene. Han læste om dæmoner på internettet og mente, at det var sådan en, vi havde i lejligheden. Jeg troede vist mest, at det var en ånd, der fik næring fra den negative energi, vi skabte, når vi skændtes.
Nu er er skænderierne stoppet, og det samme er de underlige ting, som skete, men på den anden side, så er min ex jo også ude af både lejligheden og mit liv, så jeg ved ikke, hvad jeg skal tro.
En gang, når jeg føler mig modig nok, vil jeg have nogen ud og forsøge et par EVP sessions, men indtil videre tør jeg ikke engang se tv-programmer om spøgelser i lejligheden. It freaks me out.
EVP står for Electronic Voice Phenomena og er en slags elektronisk ånden-i-glasset, hvor man kontakter ånder, optager evt. lyde og forsøger at tolke dem. Måske er det bare mig, der er en kylling eller har skrevet og læst alt for mange horror-bøger, men min mavefornemmelse er, at det nok ikke vil være en god idé.
Vi vil også meget gerne høre DINE overnaturlige oplevelser!
Har du set et spøgelse, kender du til historier om hjemsøgte steder, eller har du oplevet andet overnaturligt?
Så lad os endelig høre din oplevelse også!
Adressen finder du ved at klikke her.
 |
Tweet
 |
